Om “#153. Bag forhænget”.
Tanken bag denne ode er, at vi er evige væsner … sjæle, der inkarnerer i stadig mere komplekse fysiske kroppe … sjæle, der tager erfaringer med sig fra liv til liv og stedse øger deres humanitet og medfølelse. Men hvor slutter rejsen … og slutter den i det hele taget.

Jeg har på dette tidspunkt ikke helt sluppet fascinationen af det uudsigelige og det forhæng, der optræder i kristendommen … man mener, vi møder Gud bag det. Jeg føler, jeg mødte Gud uden at gå bag forhænget … men hvis det er sandt … hvad er der så bag det? Tag med mig på denne tankerejse.

#153. Bag forhænget

TID 2024.03.12 08:30:21
RUM 54.772498 12.059823

Jeg har vandret i millioner af år.

Først en ganske instinktiv og langsom bevægelse
da jeg endnu var en plante og søgte mod lyset.
Siden i en kraftfuld dyrekrop,
der jagtede byttet og mæskede sig i blodet.
Og sidst som et følende og tænkende menneske,
der sendte tanker og intuition på rejser
for at finde meningen med alting …
og kærligheden til alting.

Og nu – efter tusindvis af fysiske inkarnationer –
står jeg … sjælen … endelig foran det forhæng,
som har blafret luftigt og fjernt for mine øjne
i mine mest længselsfulde drømme …

Jeg har for længst
efterladt mine fysiske kroppe bagude.
Jeg tænker tilbage på dem med kærlighed
og lovpriser de erfaringer,
som mine mange fysiske liv gav mig.
Og jeg fyldes med taknemmelighed over
den viden og de følelser, som min sjæl
tog med sig fra det ene fysiske liv til det næste …
og derfra med ind i evigheden …
ja, helt frem til nu.

Allerede tidligt mødte jeg det guddommelige …
det var, mens jeg endnu befandt mig i en fysisk krop
og kæmpede med frustrationen
over den manglende forståelse.
Men mødet med Gud fjernede al min tvivl …
ligesom dugdråber, der udtørres af morgensolen
på blomstens blade.

Og jeg fik overskud til at fortsætte min rejse
og til at vise kærlighed og drage omsorg overalt,
hvor der er brug for det … og det er der
ganske mange steder på denne rejse.

Nu står jeg så her …
foran forhænget fra mine millioner af drømme …
Jeg kigger til siderne … og op og ned …
det strækker sig i det uendelige.
Jeg rækker hånden frem og mærker på det …
det føles florlet … molekyletyndt …
som skabt af guder …
og alligevel kan jeg ikke se igennem det …

Men efter alle disse årtusinder …
alle disse erfaringer og tanker … er jeg ikke i tvivl …
jeg ved, hvad forhænget gemmer.
Mine hænder nærmer sig tøvende … en smule frygtsomt
og i det sekund, jeg flænser det tynde stof
for at træde ind på den anden side
eksploderer alting i et stort, hvidt lys …

Jeg opløses i tusindvis af atomer,
der spredes overalt i universet …
og før jeg når at tænke videre, mærker jeg,
at jeg bliver suget tilbage mod et punkt så lille,
at det næppe eksisterer … og der …
der mister jeg mig selv …

————————————————-

Mangfoldighed … … var den første fornemmelse,
der mødte mig, da min tænkeevne vendte tilbage.

– Jeg er ikke længere mig, tænkte jeg.
Ihvertfald ikke bare mig … vi er mange.

Og jeg oplever, at det væsen,
som jeg i gamle dage kaldte ’mig’
nu består af myriader af jeg’er …
hvert eneste lille molekyle i dette væsen
er et tænkende jeg, og jeg mærker
energien og virkelysten i dem alle.

– Jeg er rorgængeren, tænker jeg …
vi … er rorgængeren.

Hver eneste justering af kursen
koordineres mellem disse milliarder af individer.
Sammen har vi det totale overblik …
og vi ser hver eneste lille tråd
i universets gigantiske tæppe …
vi er alting … og alting er os …

Og vi har evnerne til at føre alt dette
– både os selv og alle dem, der endnu er på vej –
videre på denne rejse.
Og alligevel må jeg erkende, at selv vi
– i al vores guddommelige almægtighed –
ja, selv vi … kender ikke rejsens mål.

Og det er præcis det, der gør den så fantastisk.