#144. Jeg elsker dig
Om “#144. Jeg elsker dig”.
Jeg havde planlagt denne ode længe, men kunne ikke ’fĂĄs has’ pĂĄ den. Jeg ville fortælle om min voksende trang til at anerkende andre mennesker … fortælle dem, at jeg lagde mærke til dem og indimellem, at jeg elskede dem … altsĂĄ elske som i ’omsorg’ … ikke som i ’kæreste’.
#143. Om at nĂĄ frem …
Om “#143. Om at nĂĄ frem …”.
Pludselig en dag opdagede jeg, at mit liv havde ændret sig. Og da jeg fik tænkt lidt over det og mærket efter, mĂĄtte jeg konkludere, at jeg var nĂĄet frem … jeg havde nĂĄet den tilstand, som jeg havde søgt efter i syv ĂĄr. Det var ikke, som jeg havde forventet .. ikke det, jeg havde troet … nej, det var bedre.
#141. Af kosmos er du kommet …
Om “#141. Af kosmos er du kommet …”.
Døden er forbundet med frygt og sorg … ogsĂĄ selvom alle nærdødsoplevelser beskrives som smukke og dejlige oplevelser, ja ofte øjeblikke, som skaber ønsker om at fĂĄ lov til at blive. Jeg fik lyst til at forsøge at beskrive øjeblikket … dødsøjeblikket … dødsoplevelsen … for at se, om …
#140. Der kom en tsunami forbi
Om “#140. Der kom en tsunami forbi”.
Jeg mærkede en indre følelse af glad forventning … følte, noget godt var pĂĄ vej. Jeg studsede … den slags sker ikke hver dag … og slet ikke for mig, der altid har sĂĄ travlt med at komme videre og med at forstĂĄ alt det, som mĂĄske slet ikke skal forstĂĄs.
