I følge Echkardt Tolle er nu’et den eneste tilstand, hvor vi kan være heldige at få et glimt af vores dybeste jeg. Det er ligegyldigt, hvad vi kalder det … det er det, som alle søgende mennesker længes efter. Vi vil allesammen i kontakt med vores dybeste jeg, Gud, universets bevidsthed eller hvad vi nu vælger at kalde det
Paradoksalt nok involverer enhver spirituel søgning en bevægelse mod fremtiden. Så hvis du er søgende, taler sandsynligheden for, at du alt for ofte bevæger dig væk fra nu’et … væk fra den tilstand, som du i virkeligheden søger.
Jeg befandt mig i et limbo. Tidligere tiders fornemmelse af glæde og meningsfylde var væk. Fornemmelsen af Gud eller det åndelige var væk. Jeg var fuldstændig nøgen og rådvild … anede ikke, hvad jeg skulle på dette sted. Jeg var tom … tom for tanker … tom for idéer … tom for initiativ, og jeg besluttede, at der måtte være noget, jeg skulle lære af denne tilstand.
Jeg anede ikke hvad, og derfor besluttede jeg, at jeg blot måtte være i dette limbo … gøre de dagligdags ting, der lige faldt mig ind … indkøb, passe haven, gå tur med hunden, besøge venner … og så se, hvad der skete. Det vigtigste var, at jeg ikke søgte svar på meningen med tilstanden, for jeg fornemmede, at det ville blokere for det, som mit limbo skulle lære mig.
Jeg ved, du er nysgerrig på at vide, hvad jeg skulle lære … hvad der skulle komme ud af limbo. Det er jeg også. Men jeg aner det ikke, for jeg er stadig i limbo. Men nu frustrerer det mig ikke mere, for jeg er overbevist om, at jeg er på rette vej … jeg er overbevist om, at limbo er nu’et. Jeg blev ført ind i denne tilstand, fordi jeg skulle finde denne erkendelse.
De seneste ti år har jeg søgt svar på meningen med livet og alle aspekter af livet. Hver eneste dag har jeg spekuleret over det ene eller det andet. Jeg har skrevet og skrevet og skrevet, og nu er alt tomt … kan du forestille dig kontrasten … og frustrationen … lige indtil nu, hvor jeg forstår meningen med limbo. Så nu strækker jeg våben … træder et skridt tilbage … bøjer mig for den, der førte mig hertil … og venter i tavshed … stilhed … og tålmodighed.