(En fortsættelse af Limbo)
Limbo er for de fleste et frustrerende sted at være.
Jeg blev placeret der …
uvist af hvem og af hvilken grund.
Al min handle- og tankekraft forsvandt …
jeg var der bare … passiv, rådvild og forladt.
En god veninde rådede mig til blot at være i det …
“Lad dig ikke frustrere … acceptér,
at det er sådan, livet er lige nu”.
Jeg tog rådet til mig,
fordi det var den eneste vej, der pegede fremad.
Og gradvist mærkede jeg en forandring …
limbo var ikke længere en trussel, men et løfte …
et løfte om forandring for den,
som tør vente og bare være.
Limbo er på ingen måde en blivende tilstand,
men en overgang … en ventesal i livet.
Tænk at leve dagene med et løfte i rygsækken …
et løfte om, at dine anstrengelser
er på vej til at bære frugt.
Men du skal møde limbo med ydmyghed …
gerne lidt ærefrygt …
gør kun det, der føles rigtigt
og lad dig ikke lokke.
Limbo er mere end noget andet et sted,
hvor du ikke må forcere …
for så træder du ud af tilstanden,
og du mister løftet om forandring, nye indsigter
og et nyt sted at leve livet fra.
Jeg har lært at elske mit limbo …
bare det at vide, at god forandring er undervejs,
gør stilheden og tomheden i limbo til en gave
i stedet for en trussel.
Jeg er spændt på forandringen,
og jeg har væbnet mig med universets tålmodighed …
for jeg ved, at forandringen vil komme langsomt …
og så umærkeligt, at jeg kunne blive i tvivl,
om den allerede er her?
Og det er denne uvished, der er magiens moder …
det er denne uvished, vi skal lære at dyrke og elske,
for det er sådan, universet taler til os.