Det virker, som om livskvaliteten på vores plejehjem har været støt faldende gennem de seneste mange år. Ikke på grund af personalet, men fordi vores politikere stadig ser besparelser som vejen til mere effektivitet. Hvor tåbelige har disse politikere egentlig lov at være?

Man kan jo ikke lade være med at tænke … hvordan mon det bliver, når jeg skal på plejehjem. Man tør ikke håbe på, at man skrider i svinget med et smil på læben … og således undgår den sidste institution. I mine depressive øjeblikke tænker jeg: Måske bliver det sådan her …

#35. Marcel på plejehjem

TID 2019.04.19 18:11:11
RUM 54.772426 12.060455

Rummet er skinnende hvidt.
Jeg er ikke en gang sikker på, at det er et rum.
Et fængsel måske? En celle? Otte kvadratmeter vil jeg tro.

Jeg sidder på et objekt, som man i min tid ville kalde et brædt.
Nu kalder man det en stol.
Foran mig er der et lidt større brædt. Hængslet i væggen.
Det kalder man et bord.
På bordet står der en skålformet tingest af metal.
I min tid var det hundens madskål.
Her hedder det en tallerken.
I tallerkenen skvulper en rødbrun væske.
I gamle dage ville man sige resterne efter en opvask.
Nu er det resterne efter en grøntsag … måske to.
Og de kalder det gudhjælpemig … suppe.

Jeg spiser det ikke, siger jeg.
Så dør du, siger den uniformerede dame og uddyber:
Man dør, når man ikke får mad.

Hvorfor giver I mig så ikke noget mad, siger jeg.
Damen, der fanger ironien, siger:
Her i firmaet kalder vi det der mad,
og nikker mod min tallerken.

Hvad er din job betegnelse, spørger jeg.
Jeg er omsorgsassistent, siger hun.
Selv om vi internt kalder det fodermester.

Glæder du dig til, du bliver gammel, spørger jeg.
Jeg bliver ikke gammel, siger hun. Jeg ER gammel.
Når man er 41, er man gammel i det her job.

Jeg klager over suppen, siger jeg.
Så gerne, gode herre, siger hun. Klag til mig.
Jeg vil klage til din chef, svarer jeg.
Hun får et mindre krampeanfald af latter.
Det er også mig, siger hun. Vi har ingen chefer.
Jeg er min egen chef. Det er det, politikerne kalder
”arbejde smartere”.

Så sultestrejker jeg, truer jeg.
Nu er det lige før hun vælter om på gulvet af grin.
Så dør du helt sikkert, griner hun og fortsætter:
– I gamle dage var pressen og fjernsynet dukket op
og havde lavet en aller helvedes ballade.
Nu sætter vi bare et kryds, siger hun.
Og ved du, hvor vi sætter det kryds?

Jeg ryster på hovedet.
Vi sætter det der, hvor der står:
Død efter eget valg.