Om “#105. Om at åbne sig mod livet”.
Efter næsten fire års kamp og skriverier. Og efter mere end 100 oder ser jeg nu, at den vigtigste evne er åbenhed … evnen til at åbne sig mod livet. Vi skal finde modet til at træde væk fra rorpinden og lade livet vise os vejen … vove at møde alle livets tilskikkelser med visiret oppe og stål i øjnene. Continue reading “#105. Om at åbne sig mod livet”
Om “#101. Jeg er tvivleren”.
Når man begynder at interessere sig for det spirituelle, kommer man på et tidspunkt forbi Gud. Det gjorde jeg også, og jeg blev et par år. Nu er jeg imidlertid på vej væk igen … tro skal ikke bare være rart og trygt … det skal også være sandsynligt, logisk og fornuftigt, og sådan ser jeg ikke troen lige nu. Continue reading “#101. Jeg er tvivleren”
Om “#100. Oder om alting”.
Så nåede jeg det magiske tal … ethundrede oder. Ikke at det er et mål i sig selv, men en milepæl … jo, det er det. Hver eneste ode er skabt af en tanke …. måske endda en lille bitte tanke … en smule undren … lidt frustration … eller måske vrede. Continue reading “#100. Oder om alting”
Om “#98. Memory Lane”.
Jeg oplever en stor følelse af tab forbundet med fortiden. En fornemmelse af, at alt, der var, er væk. Men jeg nægter at acceptere det, for et eller andet sted inden i mig selv fornemmer jeg, at det er her stadig. Eller også er det bare indbildning, fordi jeg ikke kan bære, at det skulle være væk. Continue reading “#98. Memory Lane”
Om “#97. Hvem er du? Tør du kigge”?
Spørgsmålet om at kende mig selv er helt centralt for den proces, jeg befinder mig i. Jeg ønsker at forstå livet … universet … det guddommelige … jeg vil forstå alting … og jeg ved … det hele begynder med mig selv. Forståelsen af mig selv er ganske enkelt broen til mere viden. Continue reading “#97. Hvem er du? Tør du kigge?”
Om “#94. … alene …”.
Jeg tænkte, om mine lejlighedsvise nedture og problemer med at finde mig til rette i livet handlede om min manglende opfyldelse af menneskets mest grundlæggende drift … ja, vel nærmest pligt: Forplantningen. Men da jeg satte mig for at skrive oden, endte jeg et helt andet sted … og det sted gav meget mening. Så må det andet emne vente til en anden gang. Continue reading “#94. … alene …”
