Nogle mennesker kunne ikke modstå fristelsen. Usikkerheden nagede, og behovet for tryghed og vished var blevet ubærligt. Der stod en bænk på deres vej … udsigten var perfekt … bænken komfortabel og benene trætte. Så de satte sig ned, og der blev de siddende. Siden kom der andre, som blev tiltrukket af netop denne bænk, og de konverserede og bekræftede hinanden i den smukke udsigt og det komfortable sæde. For dem alle var rejsen slut.
Men jeg vandrede videre. Mødte jævnligt andre vandrere … så stoppede vi og udvekslede livsvisdom fra hver vore verdenshjørner og inspirerede hinanden med nye og spændende fortællinger og livsanskuelser. Mit verdensbillede ændrede sig løbende, og jeg var fuld af taknemmelighed over den nye inspiration og fuld af kærlighed til den, der stod bag skabelsen af alt dette.
Indimellem kom jeg forbi bænke med mennesker, der havde været vandrere, men som nu nød trygheden med andre, der tænkte ligesom de selv. Jeg fik aldrig lyst til at sætte mig … min nysgerrighed var for stor og jeg længtes efter at komme tættere på skaberen eller i det mindste at få en større fornemmelse for hans værk. Så derfor blev jeg ved med at gå … jeg blev ved med at tale med andre vandringsmænd, og alt imens mærkede jeg, at mit verdensbillede blev mere komplet … det var ikke så meget en forståelse, som det var en fornemmelse af skaberværket. Men jeg tænkte bare: “Hvem har lyst til at forstå? Det er gammeldags … jeg vil hellere fornemme og mærke sandheden dybt i mit hjerte”.
Så jeg blev ved med gå, og det gør jeg endnu.