Om “#131. Hvad jeg lærte af tristesse”.
Livet er ikke for tøsedrenge, tænker jeg indimellem. Og hvis du læser mine oder, vil du vide, at jeg gør meget for at forstå denne verden og lære at føle mig tilpas i den. Derfor frustrerer det mig, at det ikke lykkes … frustration og tristesse er hyppige gæster i mit liv, og selvom …
Og selvom jeg ved, at jeg skal lære at være i disse sindstilstande, så finder jeg det svært ikke at forsøge at kæmpe mig ud af dem. Jeg har så svært ved at acceptere dem som nødvendige dele af mit liv og ved at være i dem, til de slutter for at blive klogere på, hvad de egentlig skulle her … hvad de egentlig skulle lære mig. Denne ode skrev jeg midt i en sådan tilstand, og den hjalp da lidt på humøret 🙂
#131. Hvad jeg lærte af tristesse
TID 2023.05.21 14:14:15
RUM 55.896770 11.657717
Selvom min verden ryster lidt lige nu …
selvom tristessen har taget over endnu en gang …
og selvom lysten og evnen til at gribe til handling
er delvist lammet …
så mærker jeg styrken i mit indre.
Jeg behøver ikke være bange for at miste mig selv …
Jeg er stærk og ikke et øjeblik i tvivl om,
at jeg kan rejse mig og føre mig selv
ud af denne tilstand og i sikkerhed.
Men, jeg mærker åh så tydeligt, det er ikke svaret.
For svaret ligger dybt i mit indre …
og selvom mit ego sender den ene bøn om handling
efter den anden … så mærker jeg,
at dybt under det hele ligger erkendelsen …
en lille, bitte sandhed, som det vil gøre mig godt at kende.
Den ligger helt stille … helt tavs … for den ved,
at den ikke skal gøre noget som helst andet end at være.
Jeg skal selv gøre krav på mødet …
selv kæmpe mig frem til erkendelsen …
og det skal jeg gøre blot ved at acceptere
min tilstand og blive i den …
svæve og være … fuld af opmærksomhed og årvågenhed.
Og når jeg kommer frem, får jeg belønningen …
og den består i ny lærdom …
ny viden, som jeg ikke havde kunne opsamle
noget andet sted end lige her …
ny viden, som vil hjælpe mig ud af min tristesse
og videre i livet på den mest meningsfulde måde.
Alt det mister jeg, hvis jeg falder for egoets bønner …
og lader mig lokke ud af denne tilstand og hen til stedet,
hvor gærdet er lavest.
Du skriver så fint om mange ting 💖 jeg kender godt triste stunder ; svært at sige , om jeg lærer noget af det , men glad , når det letter . Synes det er lidt værre nu i den alder , jeg har . Mange tanker om livet før på godt og ondt 🍀 kh. Bente
Jeg synes ikke, det gør mig godt at flygte fra tristessen … det forsvinder den jo alligevel ikke rigtigt af, selvom man dækker den af med noget andet. Men da jeg blev i den og snakkede med en ven om det, fik jeg pludselig idéen til denne ode, og blot det at få skrevet den gjorde humøret lidt bedre. Jeg tror ikke, det virker hver gang … har prøvet at sætte mig til at skrive i tristesse tider tidligere, men kunne ikke. Så min konklusion er … jeg skal blive i tristessen … acceptere den som en del af livet … prøve at se, om den har noget, den vil fortælle mig. KH Carsten