Om “#107. Danser med stilheden II”.
Min hjerne havde beordret mig på en ekspedition efter nye udfordringer og nye erkendelser … havde foreslået mig at søge i ’stilheden’. Jeg mærkede, den opfattede stilheden som et sted – ikke bare fraværet af lyd.
Jeg er nogenlunde bekendt med den ydre verdens begrænsninger – tror jeg da, så jeg tænkte, at mulighederne for at finde stilheden ville være størst i min indre verden. Så en formiddag kort efter at bøgen var sprunget ud, begav jeg mig af sted mod min indre verden.
Denne ode er DEL II af trilogien ’Danser med stilheden’.
Læs DEL I. AFREJSE
Læs DEL III. DANSEN
#107. Danser med stilheden II
DEL II: EKSPEDITIONEN
TID 2022.05.24 15:11:22
RUM 54.781520 12.071784
Det var en tidlig formiddag i maj måned …
efter nogle smukke dage med blå og lysegrønne farver
var gråvejret trukket ind over os …
sådan var det også, da jeg trådte ud i min indre verden.
Jeg kom ud det samme sted, som jeg plejede …
en lille sidegade, der ledte ud til en lidt større gade …
dog ikke hovedgaden fornemmede jeg.
Men jeg havde aldrig udforsket denne indre verden
sådan mere systematisk,
for hver gang jeg kom her,
havde jeg – ligesom nu – en opgave at løse …
og opgaven fik altid første prioritet.
Nu tænkte jeg …
– Mon jeg skal besøge værelset bag den skjulte dør
i det smalle, men dybe og lidt mystiske byhus? 1
Værelset befandt sig i min fortid,
og det var den eneste vej, jeg kendte,
der ledte tilbage til min fødeplanet under den røde sol.
– Eller måske skal jeg besøge værelset i Mesozoikum 2 …
For mere end et år siden, havde jeg fundet dette værelse
dybt nede i en stor, canadisk fyr her i min indre verden.
Værelset befandt sig i mesozoisk tid
– også kaldet ’jordens middelalder’.
Men noget fortalte mig,
at jeg ikke ville finde stilheden de steder,
jeg allerede havde besøgt …
så endnu gang nød jeg friheden
ved bare at følge min intution og lade øjeblikket råde.
Med raske skridt fulgte jeg vejen ud af byen …
snart blev asfalten erstattet af grus
og fortovene af grønne grøfter med kvækkende frøer.
Jeg nåede skoven og modstod fristelsen til
at dreje til højre mod den canadiske fyr
for at tage nogle dage i tankefri vægtløshed
i mit værelse i Mesozoikum …
I stedet fortsatte jeg længere ind i skoven …
den var lys og luftig, og der var masser af plads
mellem de store fyrrestammer.
Når jeg kiggede op, så jeg trætoppene forsvinde
i den blå himmel uendeligt langt væk …
og alligevel lykkedes det solen,
at sende kaskader af hvidt lys ned mellem træerne …
hvor de skabte det ene smukke lysrum efter det andet.
Ikke en vind rørte sig, og dog bølgede en palet
af naturens dufte hele tiden imod mig …
de få lyde, der var, blev stadig svagere …
sikkert opslugt eller dæmpet af det bløde dække
af grannåle, som jeg gik på.
Jeg nåede et sted,
hvor der var lidt længere mellem træerne …
nærmest en lysning i skoven … måske en eng.
Den var dækket af smukke vilde blomster …
og jeg satte mig på en stub …
fandt feltflasken frem og satte den for munden …
så stoppede jeg midt i bevægelsen
med en halv slurk vand i munden …
Jeg kiggede på blomsterne …
der var ingen vind, og de stod helt stille …
bortset fra enkelte, der vippede,
når en bi landede eller lettede …
Jeg sad helt stille … åbnede alle mine sanser …
ventede til en bi udså sig en blomst tæt på mig …
lyttede … ikke en lyd … ikke engang en svag summen …
ingenting … kun en flittig, lille bi på arbejde …
Jeg smilede … og uendeligt forsigtigt
lagde jeg feltflasken tilbage i den lille rygsæk …
jeg krabbede mig ned af stubben …
og lagde mig på ryggen med stubben bag hovedet.
Så kiggede jeg op i den fuldstændig lyseblå himmel …
lukkede øjnene og tænkte:
– Velkommen til stilheden.
1. Ode #80. Skjulte døre.
2. Ode #61. Et værelse i Mesozoikum.
