Om “#103. Ode til en stærk kvinde”.
Hun bor i et andet land. Jeg kendte hende ikke. Hun materialiserede sig for mig på de sociale medier. Og … hun overraskede mig … hun viste mig og alle andre, hvordan man bliver et rigtigt menneske … hvordan man åbner sig og med ærlig nysgerrighed opnår større forståelse og mindre fordømmelse. Et lysende eksempel til inspiration for os andre. Continue reading “#103. Ode til en stærk kvinde”
Om “#102. A World Prayer”.
Kan vi stoppe krigen med tankens kraft? Videnskaben vil ryste på hovedet – nogle overbærende andre hånligt – og sige: ’Selvfølgelig kan man ikke det’. Næh, måske ikke, tænker jeg. Men selv naturvidenskaben må vel indrømme, at der er mere den ikke ved, end den ved. Så … hvorfor ikke prøve? Continue reading “#102. A World Prayer”
Om “#99. Om at sejle med vinden”.
Én ting er sikkert … der sker ikke noget nyt, hvis du bliver ved med at gøre det, du altid har gjort. Jeg styrede og kontrollerede mit liv, fordi jeg var overbevist om, at det var den eneste måde at komme derhen, hvor jeg gerne ville. Continue reading “#99. Om at sejle med vinden”
Om “#96. Hvad masken gemmer”.
Jeg har svært ved at slippe min interesse for samfund og politik, selvom denne interesse primært bidrager til at øge min frustration. Vores politikere er på ingen måde deres opgave voksen … ja det virker faktisk, som om de slet ikke har den egentlige opgave for øje … det handler kun om magt. Continue reading “#96. Hvad masken gemmer”
Om “#95. Ode til dit barnebarn”.
Når man følger dialogen i samfundet … på TV, sociale medier og i aviser … så er det slående så lidt følelsen af et medansvar for klodens velbefindende og menneskets mulighed for overlevelse fylder. Det virker nærmest, som om alle er fast overbevist om, at en messias vil indfinde sig og løse alle problemerne. Continue reading “#95. Ode til dit barnebarn”
Om “#94. … alene …”.
Jeg tænkte, om mine lejlighedsvise nedture og problemer med at finde mig til rette i livet handlede om min manglende opfyldelse af menneskets mest grundlæggende drift … ja, vel nærmest pligt: Forplantningen. Men da jeg satte mig for at skrive oden, endte jeg et helt andet sted … og det sted gav meget mening. Så må det andet emne vente til en anden gang. Continue reading “#94. … alene …”
