Om “#134. Godmorgen, smukke”.
Denne ode er en hyldest til kroppen, der årti efter årti kæmper for at levere den vare, som vi mennesker forventer … velbefindende, mobilitet, helbred, udseende med mere, og den er en hyldest til de tegn på forfald, som vi kan glædes over, hvis ikke forfængeligheden driver gæk med os.
Oden er også hyldest til den mentale habitus, der indfinder sig med alderen … en habitus, som de fleste af os ønskede var kommet noget tidligere … selvværd, ro, erfaring, klogskab, rummelighed er bare nogle af de begreber, vi lærer at sætte pris på i takt med, at dåbsattesten gulnes.
#134. Godmorgen, smukke
TID 2023.05.28 16:37:10
RUM 54.779081 12.068280
Tak.
Jeg ved, man siger, det er kun et ringe ord.
Men det er det eneste ord, der dækker det,
jeg vil sige nu …
Jeg vil gerne takke dig for din utrættelige indsats,
for din ihærdighed år efter år … årti efter årti.
Fuldstændigt utrætteligt har du kæmpet
for at holde stand …
du kæmpede for at minimere forfaldet …
for at holde sygdom for døren
og for at bekæmpe den sygdom,
der allerede var kommet ind.
Jeg vil også gerne takke dig
for din enestående loyalitet …
ikke et øjeblik i alle de mange, mange år
var jeg i tvivl om, at jeg var din øjesten …
at jeg var i dine tanker dag og nat,
og at du ville ofre alt for min skyld.
En sådan loyalitet er sjælden …
husker ikke, jeg har mødt den andre steder …
Og du gjorde det ikke som gengæld …
for jeg ydede intet … hjalp stort set ikke til …
faktisk tværtimod.
Jeg stod ofte i din vej … spændte ben,
når du forsøgte at løse din opgave
og redde mig ud af en ulykke,
som jeg havde bragt mig selv i …
Nej, det var ikke som tak for en anden ydelse …
du gjorde det af kærlighed …
ren og skær kærlighed.
Selv når jeg var nedladende og hånede dig
og priste de åndelige værdier højere,
svarede du med kærlighed.
Og … jeg ser det først nu …
først efter alle de år
går sagens rette sammenhæng op for mig …
først nu ser jeg alle dine kampe.
Og selvom jeg er godt på vej,
så er jeg ikke død endnu … heldigvis …
jeg kan stadig nå at betale lidt tilbage …
sige tak for hjælpen … tak for alt …
Jeg kan begynde at tage min del af byrden …
du må være ved at være træt …
og selvom du ældes med måde og med ynde,
så skimter jeg trætheden i dine øjne …
den ville jeg også føle efter så mange år.
Men jeg tror faktisk, at du kan blive ved …
sikkert lige indtil jeg skal herfra …
du er stærk … både i fysikken og i tanken …
du er typen, der bider tænderne sammen
og slås til du segner …
Men jeg fornemmer én ting …
fornemmer det meget stærkt …
Jeg fornemmer,
at min taknemmelighed og min anerkendelse
gør dig glad … får dig til at smile og tænke:
– Det var hele umagen værd.
Og det både undrer mig og glæder mig usigeligt,
at du trods al min ignorance og dårlige opførsel
stadig evner at elske mig …
at jeg stadig betyder noget for dig …
Så lad os sammen glæde os over
det naturlige og smukke forfald,
som jo blot er et tegn på, at vi fik et langt liv.
Og fra nu af, vil jeg stille mig foran spejlet
hver eneste morgen …
og jeg vil smile til dig, som også er mig, og sige:
– Godmorgen, smukke.
TAK – Wauvv – det er bare så godt og elegant fanget, hvordan mange af os forholder os til vores kroppe.
Vi er nogle, der stort set bare har ladet stå til, og så er der andre, der dyrker deres krop i en sådan grad, at de misbruger den dagligt ved at presse den til det yderste, og endda synes, at det er sjovt og vigtigt (tænker her på mange af motionisterne og sportsfolk). Jeg ved sgutte, om det ene er bedre end det andet.
Men vores smukke kroppe skal være med til, at vi kan høste alderdommens frugter og skabe nye fortællinger om det at være ældre og blive gammel. Der er brug for disse fortællinger, som modvægt til mainstream om forfald/usynlighed/manglende aktiv for samfundet/… – både til vores jævnaldrende, men også til inspiration til de yngre generationer, så det bliver nemmere for dem at opdage alderdommens frugter.
Tak for din kommentar, Mona … glæder mig den talte til dig. KH C