Jeg skrev min første ode 21. juni 2018. Forud var gået 2 år, hvor jeg – efter min pension i marts 2016 – febrilsk og frustreret havde ledt efter en livsmission … en mening med livet

Jeg vandrede ved stranden og i skoven med hunden Snar. Tog på højskole for første gang i mit liv. Og jeg udfrittede alle, der gad lytte: Hvad gør man for at få dette liv til at give mening? Hvordan finder man sin livsmission?

Torsdag 21. juni 2018 satte jeg mig så ved computeren og begyndte at skrive ”#1. Ode til Marcel”. Det var som om, den blot ventede på at komme ud, og på en halv time havde jeg beskrevet mine følelser omkring behovet for en livsmission … og i de sidste linier fik jeg ovenikøbet svaret.

I de følgende 12 måneder skrev jeg næsten en ode om ugen, og jeg blev gradvist klogere på mig selv og på livet. Det gjorde godt at få tankerne på papir … jeg følte, det blev muligt for mig at komme videre.

…. og mine romaner …

Ja, det er godt nok kun blevet til én roman indtil nu, men den har været 28 år undervejs. I 28 år ønskede jeg at skrive en roman, men jeg anede ikke, hvad jeg skulle skrive om.

Svaret kom, da jeg begyndte at skrive oder. I den periode blev jeg ofte vred på mine medmennesker, fordi de forekom mig ansvarsløse, når det gælder klodens og menneskenes velbefindende … for dem var alt andet vigtigere … rejser, ferier, mad & drikke … for ikke at tale om ‘velfærd’ … hvornår har vi velfærd nok? Nok til at dele den med mennesker, der var mindre heldige end vi selv?

Så jeg tænkte ofte … jeg må væk fra dette galehus … jeg rejser langt op i Sverige … lejer et lille hus langt ude i en skov … lever mine sidste år med mine egne tanker og håber det bringer mig nærmere en forståelse af alting.

Men … jeg vidste, jeg ikke turde … til gengæld vidste jeg pludselig også … hvad min længe forberedte roman skulle handle om … se her.