Jeg har tænkt meget de seneste 2-3 år. Tankerne kommer til mig, og når de er modne, søger jeg ind i mig selv for at se, om der skulle være nogle svar … eller jeg sadler mit rejsetræ for at finde svarene i kosmos.

Jeg gør mig tanker om mig selv for at finde ud af, hvem jeg egentlig er, og for at forstå, hvorfor jeg handler, som jeg gør. Og jeg gør mig tanker om universet, fordi jeg er nysgerrig … hvordan opstod det, hvem styrer det, lever det eller er det dødt, og hvordan hænger alting egentlig sammen?

I følge Martinus er alting levende … også vores klode, vores solsystem og universet … de er vores makrokosmos. Og når vi går den anden vej … så er vi selv makrokosmos i forhold til vores indre organer, der igen er makrokosmos til deres celler og så videre.

Og vores jeg eller ånd er evig … den reinkarnerer blot i nye fysiske kroppe. Og alle jeg’er er en del af skaberen eller guddommen eller kosmos … kald det, hvad du vil … der er ikke et gudsbegreb, som vi lærer i kirken.

Og nu kommer min pointe: Hvis alle jeg’er er en del af den samme enhed, så behøver vi ikke bevæge os så langt væk for at finde svarene … så er svarene indeni os selv. Hvis vi kan finde dem, og hvis vi tør kigge …