Jeg er på stranden med Snar hver morgen og hver aften. Og netop i denne sommertid er det ekstra dejligt … jeg laver nogle selvkomponerede øvelser, hopper en tur i baljen og sidder med ryggen mod en sten og kigger ud over vandet.
Og i dag på vej tilbage til bilen møder jeg så et ægtepar med et par hunde … hundene var yngre end Snar og ægteparret yngre end mig. Men vi faldt i snak … de var flyttet fra København til Nysted for 4 år siden og arbejdede henholdsvis med omsorg og coaching/spiritualitet.
Og så står vi der på stranden og snakker en halv times tid. De fortalte, at de havde bryllupsdag og var taget til stranden for at nyde nogle timer sammen. Og jeg bliver så inspireret af at høre, hvordan andre mennesker lever livet. Jeg ved ikke, hvad jeg bliver inspireret til … det gør heller ikke noget … bare det, at jeg føler mig løftet, er nok.
Vi skal huske at snakke med hinanden … alle har noget værdifuldt at fortælle.