Jeg møder mange mennesker, når jeg går på stranden og i skoven, og nogle af dem har et meget tæt forhold til naturen … de nærmest “mærker” den … føler sig som ét med den.

Sådan har jeg aldrig haft det … jeg elsker at opholde mig i naturen, og jeg registrerer træerne, jordbunden, sandet, bølgerne, vinden, lyset og så videre … men jeg opfatter ikke naturen som en levende organisme … indtil for nylig.

Jeg begyndte at lave nogle øvelser, som Kirsten C. lærte mig … bare 10-15 minutter om morgenen på stranden. Så sætter jeg mig og slapper af eller tager en badetur og efter en god halv times tid rejser jeg mig for at gå tilbage til bilen.

Og en dag opdager jeg så, at jeg har lyst til at gå meget langsomt … helst med lukkede øjnene, men det er lidt svært, så jeg går bare stille og roligt og kigger ned i sandet. Og pludselig mærker jeg så naturen … ikke som enkeltdele, træer, sten og vand, men som en helhed en organisme. Det føles nærmest som om, der går en ved siden af mig og lægger en beskyttende arm om min skulder.

Det er så roligt. Trygt. En dejlig fornemmelse. Og fornemmelsen er der hver dag, når jeg går tilbage langs stranden efter at have givet mig selv en stund med ro.

Sikke en masse man kan opleve, hvis man giver sig selv lidt ro og lidt tid 🙂