Om “#76. Rorgængeren”.
Vi kastes ud i livet … uden den ringeste erfaring eller idé om, hvad vi skal gøre for at slippe bedst muligt igennem det. Og vi gør vores bedste hele vejen igennem … men er det nok? Er det nok til at føle, at vi var her af en grund … med et formål?

Og er det derfor mange af os har det lidt svært med tanken om, at vi skal herfra … og tænker: Jeg kan jo ikke forlade dette liv uden en vis fornemmelse af, hvad jeg egentlig skulle her?

#76. Rorgængeren

TID 2021.01.25 11:23:11
RUM 54.779070 12.068275

I de første mange år var jeg dæksdreng
på en mindre tomastet ketch.
Jeg lærte en masse om livet på et skib.
Kaptajnen var en venlig ældre mand,
der ikke havde haft land under fødderne,
siden han var på min alder.

Han lærte mig at hvidskure dækket
med sæbelud og sandsten.
At udvælge de rigtige fødevarer,
så tænderne ikke blev løse og faldt ud.
Og han pirrede min nysgerrighed,
når han underviste i kunsten at lægge en kurs
og følge den en stjerneklar nat bag roret.

Der gik fire år, før vi lagde til kaj første gang.
– Du skal videre i livet, sagde han.
Du kan noget med skibe …
find dig et større skib og nye udfordringer.

Min næste hyre blev en tremastet brig …
et pænt stort skib – omend ikke nogen skonnert.
Kaptajnen var af den gamle garde
og lidt mere brysk end ham, jeg kom fra …
men dygtig og respekteret …
og så havde han brug for en rorgænger.
Så jeg takkede ja til forfremmelsen
og til nye udfordringer og oplevelser.

Jeg stod bag roret i masser af år,
og jeg lærte stjernehimmelen at kende
som min egen bukselomme.
Jeg var aldrig i tvivl om kursen,
og styrede skibet lige sikkert
over stille grunde og gennem rasende storme.
Når pirater krydsede vor kurs,
pressede jeg et par ekstra knob ud af briggen
og sejlede dem agterud.
Og når udfordringerne lod vente på sig,
vendte jeg stævnen mod fjerne kyster,
hvor jeg fandt nye handelsruter,
som sikrede vores overlevelse.

Men alting har sin tid,
og jeg var taknemmelig,
da alderen lod mig slippe posten bag roret.

I starten var jeg urolig …
jeg tjekkede kurs og sejlføring i smug,
men selvom pladsen bag roret stod tom,
lå kursen altid præcis på graden
og sejlene trak roligt i vinden.

Jeg lærte at slappe af …
tilbragte en del tid på agterdækket,
hvor jeg sad og skuede bagud,
mens jeg prøvede at forstå,
hvad jeg havde brugt mine mange år på.

Jeg havde lært meget … udrettet meget …
mange så op til mig og pegede og hviskede:
– ”Det er rorgængeren”.
… og mente, jeg måtte være noget særligt.

Sådan følte jeg mig ikke … næsten tværtimod.
Hvad havde alle de år givet mig?
Jo, jeg kunne sejle en brig i al slags vejr.
Jeg kendte stjernehimmelen ud og ind
og kunne lægge en kurs hurtigere end nogen.
Men det føltes tomt.

Mange dage, nætter og tanker senere
forlod jeg det brede agterdæk
og gik ned i kaptajnens kahyt.
Han var død for år tilbage,
og jeg havde holdt briggen rolig imod vinden,
mens han fik en sømands begravelse.

Jeg satte mig ved hans gamle skrivebord,
hvor store søkort dækkede årtiers slid.
Jeg greb hans mølædte fjerpen,
fandt et stykke ubrugt papir,
og begyndte at skrive,
mens stille bølger vuggede min verden.

Jeg skrev i dagevis. I ugevis.
Ja, i måneder skrattede pennen utålmodigt
mod papiret på kaptajnens bord.
Det var som om ordene
havde ventet på at komme ud …
hver ny side indeholdt nye erkendelser
om mig selv, om mit liv …
ja om livet og universet i al almindelighed.
Og jeg oplevede en ro og meningsfylde,
som mine mange år bag roret
aldrig havde givet mig.

En dag kom jeg op på dækket
efter flere uger i ensomhed i kahytten.
Jeg lagde mærke til, at lyset havde ændret sig.
Der var ganske enkelt mere af det …
himlen var afgjort blevet lysere.

Jeg kiggede mig omkring og så,
at lyset kom fra briggens stævn …
det kom fra den kurs, vi sigtede mod.
Og for første gang på dette skib
gik jeg op i stævnen – op på fordækket.

Der var ingen tvivl:
– Vi sejler mod lyset, tænkte jeg let om hjertet.
Det er her, det slutter. Ganske som det skal.

Jeg tog en dækstol og satte mig,
mens jeg kiggede forventningsfuldt fremad.

Og der sad jeg også, da vi sejlede ind i lyset.