Jeg syntes guden drev gæk med mig. Den placerede en dejlig pige på min vej. Jeg blev forelsket, men så forsvandt hun, før jeg kunne reagere. Jeg blev vred og skældte ud. Kunne ikke se anden mening end drilleri – dertil burde en gud vel være for voksen? Men …
Men så kom jeg til at tænke på karma-reglerne … du får lige præcis det igen, som du giver ud. Og jeg må indrømme, jeg nok har gjort nogle piger kede af det i mit liv … dette er måske gudens “tak for sidst”.
Alle disse tanker fik mig til at tænke: Hvor sikker er du egentlig i troen? Tro er jo nyt for mig, så det var jo ganske relevant at gøre status: Er alt dette med en gud overhovedet noget, som du skal bygge videre på?
#48. Er der en Gud?
TID 2019.08.02 13:51:13
RUM 54.766483 12.054683
Tror du, der er en Gud?
Du må gerne tænke på Gud
som noget guddommeligt eller som Forsynet.
Eller som noget, der er indeni os allesammen,
eller noget, vi allesammen er en del af …
Du må tænke på Gud præcis, som du vil,
men når jeg kigger dig dybt i øjnene.
Når jeg spørger dig direkte:
Tror du, der er en Gud …
så må du vælge mellem ”ja” eller ”nej”.
Jeg har egentlig aldrig troet på Gud.
Mest af alt, fordi Folkekirken præsenterede ham
på en måde, der frastødte mig.
Men hvis svaret er: ”Nej, der er ingen Gud” …
Så er vi selv og alting omkring os
et resultat af kemiske tilfældigheder …
præcis som naturvidenskaben hævder.
Så var vi intet, før vi kom ud af mors mave,
og vi er intet, sekundet efter vores sidste suk.
Så er der ingen mening med vores liv her på kloden …
medmindre vi lykkes med selv at skabe noget,
der kan forveksles med en sådan.
Alene af disse grunde,
vil jeg aldrig kunne svare med et ”Nej”.
For selvom Folkekirken ødelagde min gudsopfattelse,
så bevarede jeg trangen til at tro på noget mere.
Og selvom jeg gerne vil være herre over mit eget liv,
så er der stunder, hvor lidt hjælp modtages med tak.
Og selvom jeg lod mig trække efter mammons kærre,
så ved jeg godt, der er vigtigere ting i livet.
Noget, jeg burde fokusere lidt mere på.
Så jeg svarer med et klart og rungende
”Ja, der er en Gud”.
Og jeg gider i virkeligheden slet ikke diskutere det.
For lige præcis dét ”ja” eller ”nej”
vil jeg ikke afgøre med min fornuft.
Det svar vil jeg hente i mit hjerte.
Jeg vil opsøge stilheden og dykke i mit indre.
Frasige mig forventninger. Glemme hast og panik.
Og så en dag vil det ligge lige foran mig … svaret altså.
Og jeg vil vide, det er sandt.
Og jeg vil vide, at jeg fra den dag aldrig igen
behøver at stille spørgsmålet:
Hvad skal jeg egentlig her?
