Om “#159. Lykkelig”.
Lykke … der er vel næppe noget, som eftertragtes mere i denne verden? Mennesker arbejder til blodet springer. Begår såvel kriminalitet som gode gerninger. Bliver syge af stress og mangel på søvn. Svigter dem, de elsker … ja selv deres børn. Altsammen for at finde lykken og gøre den til en fast del af deres liv.

Sådan var jeg også. Men ved du hvad? Jeg tror ikke, at lykken er noget, man skal jage … lykken er noget, der kommer, når alting i livet falder på plads omkring dig.

#159. Lykkelig

TID 2024.05.31 23:25:10
RUM 55.905664 11.658916

Når jeg taler om lykke, siger de:
– Ja, lykke kommer i små dryp.

Men så må jeg bare sige:
– Ja, ja … der har jeg også været.

Men jeg har også været langt på den anden side …
helt derude, hvor lykken aldrig kom …
og kun få kendte ordet.
I den tid var lykke ikke noget, jeg oplevede …
det var noget, jeg jagede …
vel i noget, der kunne ligne fyrretyve år.

Jeg flyttede fra sted til sted.
Jeg gav den en ekstra skalle på jobbet
for at sikre successen og anerkendelsen
og måske så … lykken?
Ja, jeg fik ovenikøbet kærester,
fordi jeg hørte, at den slags
kunne gøre mennesker meget lykkelige.

Men stop et øjeblik … jeg har noget vigtigt at sige:
– Dér, hvor jeg er nu, har lykken slået rod …

Jeg mærker fuldstændig ro og glæde indeni,
oplever at min nye grundstemning er lykke …
og jeg føler ingen frygt for at miste den igen,
for den virker slet ikke skrøbelig.

Jeg mærker også,
at kærligheden til mine medmennesker vokser,
og jeg føler en tryg overbevisning om,
at der vil ske det i mit liv, som skal ske.

Og oveni hele denne vidunderlige ro
har jeg en fornemmelse af,
at der er mere på vej … noget godt og livsændrende …
ligesom alt andet, der er kommet til mig
på denne eventyrlige rejse.

Men der er én ting mere, du skal vide …
og det er næsten det bedste af det hele:
– Jeg ved, hvordan jeg havnede her.

Det er meget enkelt …
Jeg fulgte mit hjerte og gik i min sjæls fodspor.
Det tog syv år …
og ligegyldigt, hvad der skete, og hvad folk sagde …
så gjorde jeg altid det, der føltes rigtigt.
Og jeg lærte at leve med,
at erkendelser som disse tager tid …
rejser som disse skal gå langsomt.

Men jeg må indrømme …
der er stadig noget, som jeg ikke forstår …
Jeg forstår ikke … hvorfor jeg har fortjent det.