Om “#151. Ode til det uudsigelige”.
Jeg var igen på retræte på Løgumkloster Refugium, og jeg nød at mærke stedets guddommelighed … nærhed til det åndelige … sikkert Gud. Og jeg blev fascineret af et begreb, jeg ikke havde hørt om før: Det uudsigelige.

Der er alt det, som vi ved. Så er der det, som vi ved, at vi ikke ved. Og det som vi ikke ved, at vi ikke ved … men der er mere: Der er det, som vi ikke ved, at vi ved … det uudsigelige.

#151. Ode til det uudsigelige

DEN FJERDE ODE FRA LØGUMKLOSTER REFUGIUM

TID 2024.02.05 09:48:24
RUM 54.786021 12.044643

Min dybeste og mest vedholdende følelse er længsel …
en længsel, der får mig til at søge tilbage
til den favnende kærlighed …
den altomsluttende væren,
der ligger som et uklart, men stærkt minde
i det lille strejf af sjælen, som jeg fik med mig
i denne fysiske inkarnation.

Jeg fornemmer stadig tydeligere,
at det, som vi kalder livet
blot er en manifestation … en af mange.
Og at det, som jeg kalder for mig,
blot er en skal … skabt til formålet …
nemlig at høste erfaringer og lære livets natur
på den eneste mulige måde …
nemlig ved at leve det.

Det er denne altomsluttende væren …
denne bevidsthed, der fylder universet,
som er det virkelige og sande mig …
ja, det er også dig … og sikkert også Gud.
Og stjernerne, planeterne, menneskene og dyrene …
er altsammen blot manifestationer …
ganske ligesom bølgen
er en manifestation af oceanet.
Og ganske ligesom bølgen opløses og vender tilbage,
når den brydes mod kysten,
så opløses denne krop … denne manifestation,
når livsvejen slutter.

Det sker ofte … ja, næsten dagligt,
at jeg mærker uro og rastløshed.
Og det sker selvom ego’et
– denne elektro/kemiske fabrik,
der blot har til opgave at føre min fysiske krop
helskindet gennem livet –
forsøger at holde mig travl og aktiveret …

– Nu ikke alle disse ligegyldige tanker,
formaner ego’et mig.

Men efter syv år på spiritualitetens vej
ved jeg bedre … så jeg ignorerer formaningerne
og stille og roligt vender jeg mig mod sjælen …
– dette lille strejf af den store væren,
som jeg har båret i mig gennem hele dette fysiske liv –
og sammen vender vi opmærksomheden indad …
eller bagud – om du vil … tilbage mod kilden …

Dybere og dybere og dybere …
vi rejser i årevis … og en dag lykkes det … vi når frem.
Overvældet af glæde lader jeg mig falde bagover …
og flyder og svæver, mens alting kærtegner mig,
og omfanget af min livslange længsel går op for mig.

Og alligevel … alligevel forstår jeg, at jeg må videre …
jeg forstår, at denne salighed rummer mere …
jeg fornemmer noget
bag saligheden og hinsides tanken …
måske ovenikøbet noget,
der skal holdes vedlige og drages omsorg for.

Og mens jeg lader intuitionen vise vejen,
får jeg øje på et forhæng lidt fremme.
Det strækker sig så langt, jeg kan se …
både til den ene side og den anden og op og ned.
Forhængs natur er jo – som du ved –
at de skjuler ting … gemmer på ting,
og jeg erkender nu, jeg er så tæt på kilden,
som jeg kan komme …
og uden at forstå det, ved jeg,
at forhænget skjuler det, jeg har søgt hele min rejse.

Jeg går nærmere … mærker forsigtigt på det …
det føles florlet … tyndt og glat … som skabt af guder.
Jeg mærker tvivl,
fornemmer, at min rejse slutter bag forhænget …
– Men min søgen er jo ikke slut endnu, tænker jeg.
Jeg er ikke klar.

Jeg kigger til venstre … så til højre …
beslutter, at højre er bedst …
og mens jeg begynder at gå,
folder fremtiden sig ud for mig,
alt imens min allerdybeste, iboende visdom …
den, som jeg uvidende har båret i mig
siden de allerførste dage,
befinder sig bag et molekyletyndt forhæng
på min venstre side …

– Det uudsigelige …