Lige bortset fra én gang … har jeg flyttet hvert femte år eller før … hele mit liv. Og jeg har altid blot anset mig selv for at være rastløs. Men endnu en gang tror jeg, at mine oder har gjort mig klogere …
“Ode til nomaden” planlagde jeg allerede som ode 10, 11 eller 12 … men jeg skubbede den hele tiden foran mig. Jeg tror, det var, da jeg havde skrevet omkring 50 oder, at sandheden langsomt åbnede sig for mig. Måske … var det slet ikke … rastløshed …
#60. Ode til nomaden
TID 2020.03.20 17:45:15
RUM 54.763386 12.050133
Jeg sled dem op … eller måske nærmere ned …
bopæl efter bopæl.
Rev teltpælene op hvert femte år og fandt et nyt sted,
hvor jeg mente, at lykken og glæden kunne trives.
Hver eneste flytning gav mig stor glæde og jeg tænkte:
– Dette sted bliver fantastisk. Her bliver du lykkelig.
Og alligevel … efter ganske få år … som regel fem …
vågnede trangen til at komme videre.
Jeg mærkede den indre uro og begyndte – ubevidst –
at finde på gode grunde til at fortsætte min rejse.
Og det lykkedes altid.
For jeg er nomaden.
Jeg kunne hævde, at jeg bærer årtusinde gamle gener …
at urfolkets påtvungne behov for at finde
nye græsgange og nye jagtmarker
ligger latent i min bevidsthed.
Men jeg tror såmænd ikke, det er så sofistikeret.
I mange år troede jeg,
at jeg blot led af god, gammeldags rastløshed.
Men jeg kunne mærke, at det ikke handlede så meget
om at komme væk, som om at komme frem.
Det handlede om at finde glæden. Lykken.
Måske ovenikøbet meningen …
mit liv var en kamp for at finde svaret på,
hvorfor jeg blev placeret …
på netop denne planet … i netop denne tid.
Jeg nægtede at anerkende ord som ”tilfældighed” …
mit liv skal ikke bare leves, fordi jeg tilfældigvis er her.
Mit liv skal udleves …
fyldes med udfordringer og præstationer,
så jeg til sidst kan læne mig tilbage og sige:
– Tak for kampen. Det var sgu det hele værd.
Da jeg først erkendte, at det ikke handlede om flugt,
men om at søge, finde og forstå …
lå sandheden og erkendelsen næsten for mine fødder.
Længsel … det handler om noget så enkelt … som længsel.
Længsel efter det, som jeg aldrig opnåede …
længsel efter det, som jeg ikke troede var vigtigt,
da det susede forbi mig i livet, og jeg lod det fare.
Længsel efter …
ja, jeg må faktisk med en smule skam indrømme,
at jeg selv i dag ikke helt ved, hvad jeg længes efter.
På den ene side …
længes jeg efter kærlighed. Tosomhed. Nærvær.
At blive holdt om. At nyde. Og bare at være.
Men jeg længes også efter smerte …
for i smerten finder jeg de vildeste tanker, der
– hvis jeg vover og evner at tænke dem til ende –
måske en dag vil bringe den erkendelse og forståelse,
som gør mine mange år på denne planet … umagen værd.
Så jo … livet på stepperne … livet som nomade … er hårdt.
Men vil jeg bytte?
Nej tak.
