Baggrund

Jeg er en rastløs natur … jeg vil næsten altid hellere være et andet sted end der, hvor jeg er. Når jeg er i gang med det ene eller det andet, er jeg i tankerne allerede i gang med dagens næste opgave. Så jeg tænker … jeg er den rejsende … jeg kan lide at være på vej … jeg kan lide at udforske og opdage nye muligheder.

Og jeg har fået fantasiens gave … der hvor jeg ikke kan rejse i virkeligheden, rejser jeg bare i tankerne … jeg ser de mest fantastiske steder og oplever ting som ingen andre. Men de er jo ikke rigtige – ikke virkelige, siger du … det generer mig ikke … oplevelsen er stadig lige stor … og i øvrigt … vi kan jo ikke vide, om de er virkelige … ikke sådan helt sikkert … vel?

#31. Ode til den rejsende

TID 2019.04.09 21:52:24
RUM 54.764638 12.052261

Jeg er den rejsende. Jeg rejser konstant og overalt.
Navigerer lige helbefarent og sikkert
i den indre verden som i kosmos.

Mine rejser er min livsdannelse. Min udvikling.
De konfronterer mig med ukendte mysterier,
som udfordrer min intuition og min evne til at forstå.

Nogle læser eller studerer for at blive klogere.
Ikke mig … jeg dykker i selvet … i mit indre univers.
Som en sædcelle på jagt efter et æg …
søger jeg en følelse … en tilstand … måske et minde.

Nogle gange går det nemt, og jeg kan i ro og mag
betragte, forstå og beskrive mit fund.
Det er som at gå rundt om en statue …
lære den at kende fra alle sider. I alle detaljer.

Men der er også lukkede døre, forbudte områder
og labyrinter, der ikke umiddelbart er til sinds
at slippe deres hemmeligheder.
Jeg prøver ihærdigt … nærmer mig fra andre vinkler.
Udtaler besværgelser og nedkalder forbandelser.
– Det er mine hemmeligheder for fa’en.

Men alting har sin tid, synes det.
Noget skal ikke erkendes nu, men senere.
Det har jeg det fint med.
Der er rigeligt at fornemme og forstå lige her – lige nu.
Og jeg føler, der er en mening med tempoet …
en styrende kraft, der vil mig det bedste.

Men der er erkendelser,
som ikke opnås i den indre verden – i mit indre univers.
Erkendelser, der kræver min tilstedeværelse i kosmos.

Så sadler jeg mit rejsetræ. Bestiger Pegasus’en.
Og hu-hej hvor det går …
gennem universer og galakser ad træernes stier
med hastigheder hurtigere end lyset.
Jeg lukker øjnene og læner mig tilbage.
Åbner mig selv for alting … mærker, lytter, snuser.
Og mit rejsetræ ved, hvad jeg vil … jeg vil derud,
hvor det uforklarlige – det uforståelige findes.
Derud, hvor svarene hvirvler mod mig
og gennem mig … før de forsvinder bagude.

Og vel hjemme igen, vandrer jeg og hunden Snar
i adstadigt tempo gennem skoven og ved stranden.
Opstemt og opfyldt af ny viden
lader jeg intuitionen skabe orden i kaos.
Med lidt held leder vejen til ny erkendelse.
Om mig selv. Om livet. Om alt.

Og sådan går tiden. Og livet.
Og ved du hvad? Det er såmænd ikke så tosset endda.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *