Har du nogensinde haft en drøm eller en vision? Altså et syn, som du med din bedste vilje ikke kunne forestille dig, at din hjerne havde kreeret? Jeg har haft 2-3 stykker i mit liv …
Det syn, som jeg har brugt som udgangspunkt for denne ode, fik jeg omkring 2015. Det var et syn, der viste mig selv, netop da jeg kom op i himmelen … en lille velkendt flok ventede på mig. Jeg nåede lige at identificere nogle stykker, så forsvandt synet igen.
Denne ode starter, hvor synet sluttede. Jeg kunne ikke dy mig for at “undersøge”, hvad der derefter skete. En dag finder jeg ud af, om det passer.
#25. Møde i himmelen
TID 2019.02.03 13:28:22
RUM 54.762169 12.047780
Jeg husker ikke, hvordan jeg kom af dage.
Men jeg var død. Stendød. Så meget vidste jeg.
Alligevel fungerede alle mine sanser og mine lemmer
og jeg bevægede mig nemt og ubesværet
hen imod et dejligt lys.
Det eksploderede for mit åsyn, da jeg kom nær,
og da jeg åbnede øjnene igen, så jeg min vision.
Præcis som jeg havde set den i en drøm
i mit liv på jorden.
En lille velkendt flok. De stod og ventede på mig.
Jeg nåede knapt hen til dem,
før en smuk ung pige kastede sig om halsen på mig.
Jeg var ikke i tvivl: Snar. Min tredje hund, der døde kort før mig.
Hun krammede mig og kyssede mig,
og jeg nød fornemmelsen …
selvom hundekram er godt, var dette bedre.
Og da først hun havde brudt isen, kom de andre.
Luna, der døde i 2010. Og Donna – min første elskede hund,
som jeg fik i 1992 og måtte af med i 2003.
Og tilbage – lidt genert – stod en lille mørk dreng. Misser.
Han kunne ligge i min håndflade, da jeg fik ham i 2000.
Og han fulgte mig hele vejen … helt frem til 2016,
hvor jeg blev nødt til at lade dyrlægen give ham sprøjten
efter en fejlbehandling, der gav en blodprop.
Åh, hvor har jeg dog elsket disse skabninger.
Ubetinget kærlighed. Og hvor har de elsket mig.
Hvor er det en fantastisk oplevelse at møde dem nu.
Uanset hvor længe vi skal være sammen på dette sted,
er jeg fuld af taknemmelighed.
Men der er andre … min far og mor.
Min mormor, Blanche, som er den eneste af bedsteforældrene,
jeg rigtig husker.
Farmor er der. Hun døde, da jeg var omkring 2.
Og farfar og morfar, som jeg aldrig har kendt,
men som jeg har så mange gener efter.
Det er mageløst.
En oplevelse, der er værd at dø for.
Og hvad nu? Ja … det spekulerer jeg også på.
Min fantasi rækker ikke længere … den vil ikke længere.
Lige nu vil jeg bare være lige her.
Noget knirker … jeg bliver forstyrret af en lyd.
En hund vender sig i kurven.
Jeg kigger ned …. og Snar kigger op.
Jeg smiler til hende og siger:
Vi ses i himmelen, hundepige. Det ved jeg.
Du og jeg. Og alle de andre.
