Om “#6. Ode til jeg’et”.
Jeg har gået på stranden i 19 år. Jeg går og tænker. Man tænker så godt, når man bare går, og hunden snuser rundt.
Og så var det i øvrigt på stranden, jeg mødte mig selv – igen.
Forleden tænkte jeg på, hvorfor mit liv blev, som det blev. Jeg tænkte: Du mistede noget vigtigt som barn. Hvornår var det? Du må prøve at tænke tilbage og huske hændelser. Og når du ikke kan huske længere tilbage, så var det måske der, der skete noget.
Kom med mig på en lille rejse tilbage i tiden 🙂
#6. Ode til jeg’et
TID 2018.07.21 13:08:08
RUM 54.770146 12.058135
Jeg mistede livet i 7-års alderen.
Jeg husker det ikke som en bestemt begivenhed.
Men det ”jeg”, som vi alle foræres ved fødslen,
smuldrede stille og forsvandt.
Jeg husker, jeg begyndte at blive voldsomt genert.
Ofte kunne jeg ikke være i min krop.
Jeg prøvede at agere, men var akavet og ”skæv”.
I de følgende år udviklede jeg en trang til perfektion.
Jeg spillede fodbold, var spejder og dygtig i skolen.
En sød og normal dreng … tror jeg, de sagde.
Men når det handlede om at præstere tog adrenalinen over.
Jeg så kun indersiden af mit hoved. Min egen idé.
Alle andre var ligegyldige og forstyrrende faktorer,
mens jeg præsterede – for mig selv og for de rosende ord.
Og ja, jeg fik meget ros.
Jeg udviklede et selvværd så højt,
at jeg på trods af kiks og lejlighedsvise fiaskoer
aldrig var i tvivl om mit eget værd.
Men skønt selvværdet var højt, var selvtilliden ofte lav.
Så selvom jeg var dygtig, flittig og gjorde det godt,
nåede jeg aldrig de højder, jeg havde på kornet.
Som ægtemand og kæreste var jeg omsorgsfuld – en stund.
Indtil trangen til at præstere og komme videre tog over.
Jeg var jo noget særligt – det måtte jeg ud og bevise.
I virkeligheden ville jeg altid hellere være et andet sted.
Så jeg flyttede og indsvælgede det nye for en tid.
Og selvom jeg vidste, at ”aben” flyttede med – flyttede jeg igen.
Jeg fik livet tilbage 60 år senere.
Først en smertelig erkendelse af at jeg havde toppet – før toppen.
Så en frugtesløs søgen efter nye veje og mål.
Og til sidst en vanvittig men fantastisk kulmination,
da jeg opdagede, at den vigtigste mission … blot er at være.
Og jeg mærkede en uendelig glæde,
da jeg åbnede hele mit væsen mod livet og forsigtigt kaldte:
Jeg vil så gerne se, hvad du har. Jeg er klar, når du er!
Frem af glemslen kom det … lidt støvet og ramponeret
men så ganske afgjort: Mit gamle ”jeg”.
Og sammen oplever vi nu, at livet viser sig for os
… i ganske små bidder … dag for dag for dag.
