Om “#93. Healing”.
Jeg havde aldrig besøgt en healer. Jeg er skeptisk overfor den slags. Jo, jeg tror, at nogle mennesker kan heale … gøre andre raske på måder, som ikke er anerkendt og forstået i dag. Men jeg tror også, at der er mange, som tror de kan – som slet ikke kan. Men jeg besluttede at prøve det … fordi jeg kender en healer, som jeg stoler på, og fordi en god ven rådede mig til det.

Nu fejler jeg ikke andet end de mange småting, som alderen fører med sig, så jeg forventede ikke nogle mærkbare ændringer i helbredet. Men jeg forventede, at en lille flig af en ukendt verden ville blive vist for mig … jeg forventede en spirituel oplevelse … og det fik jeg.

#93. Healing

TID 2021.09.30 10:38:52
RUM 54.777573 12.065029

– Her kommer den første meddelelse, sagde hun:
Du skal ikke kæmpe mere.
Du behøver ikke være krigeren længere.

Jeg registrerede beskeden med glæde …
dog også med en vis selvfølge … for den konklusion
var jeg selv kommet til nogle dage tidligere,
da jeg skrev ‘Ode #79. Usynlig’.

Jeg lå på ryggen med lukkede øjne …
jeg var til healing …
ansporet af en ven med viden om astrologi,
og af min egen fornemmelse
for stadig flere manglende svar.

Baggrunden fyldtes af beroligende musik …
jeg havde det godt … følte mig rolig og åben …
og måske en smule forventningsfuld.
Jeg ved ikke, hvad hun lavede, når hun ikke lige
berørte min krop med lette hænder.

Jeg var som mange på min alder nervøs for,
at min krop ikke havde det helt godt …
det var en af grundene til besøget.
Men tidligt i seancen fik jeg en beroligende tanke
… ikke en meddelelse … bare en tanke …
som om jeg pludselig bare vidste det:
– Din krop har det godt …
den er lidt slidt efter 70 år på farten …
men du er ikke syg. Du er rask.

Hun berørte mine hofter. Mine knæ.
Og da hun nåede til mine ankler,
fyldte en indre meddelelse med ét mit sind:
– Vi tager os af dig.

Ordene kom bare …
der var et beskyttende element i meddelelsen
ligesom … ”vi passer på dig”.
Men det, der gjorde mig mest glad og rørt,
var den underliggende forsikring om,
at jeg ville få hjælp til at komme derhen,
hvor alt ville være bedst for mig.

Og samtidig mærkede jeg en stor kærlighed
og masser af omsorg.
– Så er der alligevel noget i det store, tomme univers,
tænkte jeg rørt. Noget godt. Og trygt. Og magtfuldt.

Hun modtog ikke flere beskeder til mig,
og på et tidspunkt skulle seancen slutte.
Jeg bad hende om at lægge hænderne på mit bryst,
mens jeg stadig lå med lukkede øjne.

Jeg lagde min hånd over hendes
og fortalte hende om mine oplevelser.
Jeg genoplevede det hele …
mærkede alle følelserne …
glæden … rørtheden … beroligelsen …
men måske mest af alt … bekræftelsen på,
at jeg er ikke alene.

Ingen af os er alene, men vi bliver nødt til
at sige ’ja tak’ til det spirituelle,
før vi kan håbe at mærke det …
det er lidt ligesom at åbne hoveddøren,
før du kan møde dine gæster.

Så det er helt op til dig … og det er meget nemt:
Vil du mærke det … eller vil du ikke?