Idéen til denne ode blev til under en samtale med pigen i skoven … vi fik denne enestående, lille tanke om, at livet begynder, når det lille fosters hjerte slår sit første slag. Det er bare så sødt, og det griber mig og rører mig at skrive og læse oden … og ved du hvad: Så behøver jeg ikke mere.

Men det er også den trøstende tanke om, at vi er her for en grund … fordi vi gennem det at være noget for andre udvikler os selv. Og når tiden er inde til at drage videre, sker det uden sorg … vores ånd glæder sig til rejsen hjem til kosmos, hvor den kan fordøje og undersøge den megen nye lærdom, før et nyt lille hjerte igen kalder på den.

#71. Det lille bitte hjerte

TID 2020.09.27 22:21:43
RUM 54.777630 12.064679

Vi siger, undfangelsen er et magisk øjeblik.
Men det er ingenting i sammenligning med det øjeblik,
hvor det lille, bitte hjerte slår sit første slag.

For det lille hjertes første slag er et signal til kosmos om,
at et nyt, lille væsen er parat til
at tage imod sit jeg … sin ånd.

Og nænsomt og forsigtigt over uger og måneder
fylder kosmos det lille legeme med ånden.
Stille og roligt finder jeg’ets indlærte rutiner
– det vi kalder talenterne –
deres plads i den lille krop.

De mest enkle talenter tages i brug øjeblikkeligt …
det er de endnu ufærdige organers evne
til at udvikle dette fysiske mirakel,
denne lille klump af kompleks kemi …
dette fantastiske lille menneske.

I de følgende faser bliver talenternes opgaver
stadig mere komplekse og krævende …
og en dag får de hjælp af tankerne.
Det er en skelsættende dag for det lille menneske …
det opdager, det bliver stadig mere helt …
og det får mod og evner til at udføre sin livsopgave …
at være til gavn og nytte for sig selv og andre.

Og alt imens dette menneske gør godt omkring sig,
udvikler det nye færdigheder … får nye talenter,
som vil gøre gavn i kommende inkarnationer.
Og i stille stunder sætter mennesket sig roligt ned …
der breder sig et smil på dets ansigt …
det glæder sig over sin evne til at glæde andre.

Og sådan går årtierne … det lille hjerte bliver træt …
og en dag kalder det på kosmos igen.
Og mens det kigger tilbage på et liv,
hvor hvert eneste øjeblik var fyldt med ønsket
om at yde sit bedste til glæde for andre …
forlader ånden langsomt og skånsomt det trætte hjerte.

Beriget med endnu et langt livs erfaringer …
drager ånden glad hjem til kosmos for at hvile
og vente på, at der igen bliver kaldt.