Jeg tror, vi allesammen kender fornemmelsen af, at der skete noget særligt … der skete et eller andet, som vi ikke lige kunne fange eller forklare. Nogle af os forkaster det som ”ingenting”, hvorimod andre tager det lidt mere alvorligt og tænker over, om det mon virkeligt skete … om vi kan lære noget af det.

Den beslutning må vi tage hver især. Jeg er begyndt at tænke mere over den slags hændelser … synes de giver mit liv lidt mere værdi og indhold. Se her, hvad jeg oplevede en nat i november måned 2019.

#54. Goddag, Martinus

TID 2019.12.01 21:16:11
RUM 54.770163 12.053498

Der var en tilstedeværelse i mit soveværelse !!!
Jeg var vågnet midt om natten.
Skulle op på toilettet, da jeg fornemmede den.
Det var ikke en skabning af denne verden …
nej, noget åndeligt.

Jeg vidste, jeg skulle ikke være bange.
Fornemmede en guddommelig tilstedeværelse …
et himmelsk væsen.
Men havde alligevel denne kolde rislen ned ad ryggen,
som vi alle kender.

Jeg besluttede at lade som ingenting …
kiggede den anden vej … og følte mig lidt dum …
det er lidt tåbeligt at ignorere en ånd …
den ved jo besked.

Så jeg stod op – gik på toilettet.
På vej tilbage til min seng kom den kolde rislen igen.
Jeg lagde mig. Følte mig utryg ved at lukke øjnene.
Men jeg er jo en handlingens mand …
så jeg sagde højt:
– Goddag, Martinus.

Intet svar … ikke en gang en lille latter …
han var jo kendt som en lattermild person.
Men så fik jeg en besked … nærmest som om
jeg overhørte en samtale i et andet rum.
– Han er ikke klar, lød en stemme.
Og en anden sagde:
– Guddommen kan ikke henvende sig til ham,
når han frygter den.

Jeg tænkte: Hvor har de ret.
Men jeg blev også ærgerlig, for der er jo ikke noget,
jeg hellere vil end at møde det guddommelige.
Og så forspildes chancen af lidt rislen ned ad ryggen.

Jeg tænkte: Hvad kan jeg gøre for at blive hurtigt klar?
Og i samme sekund kendte jeg svaret:
Ingenting.

Jeg kan ikke og skal ikke gøre noget – overhovedet.
Alting er fuldstændig, som det skal være.
Jeg skal bare fortsat være til stede i livet …
opleve det … forsøge at være åben overfor det.
Lære af den erfaring, det viser mig …
gribe den visdom og klogskab, jeg evner.

Og måske en dag forlader frygten mig,
og så kommer de tilbage.
Og jeg vil møde dem med visiret oppe og stålsatte øjne.
Og med et smil om læberne vil jeg sige:
Nå, mine herrer. Lad mig så få hele historien 🙂