Mere end et år før, jeg skrev denne ode, skrev jeg ”#6. Ode til jeg’et”. Disse oder er to sider af samme fortælling … den første fortæller drengens historie, hvorimod denne fortæller åndens historie … begge er min vision om, hvorfor mit liv blev, som det blev … kunne forklaringen være den, jeg fortæller om her?
Idéen opstod, da jeg vågnede en nat på mit værelse på Martinus Center i Klint … jeg følte mig beriget og overøst med inspiration og muligheder. Jeg så for mig en lille dreng på en strand … han sad med en plastikspand og en skovl … var fuldstændig opslugt af opgaven … at fylde spanden med sand. Men … så skete der noget …
#53. Åndens rejse
TID 2019.10.30 13:22:10
RUM 54.768526 12.056609
Der sidder en dreng på en strand … velnok 6-7 år gammel.
Han er fuldstændig væk i sin opgave …
at fylde sin spand med sand.
Intet andet i denne verden interesserer ham.
Og alligevel …
pludselig løfter han hovedet og kigger op …
og i det øjeblik forlader ånden ham …
stiger og stiger og stiger … til den forsvinder i det blå.
Drengen virrer med hovedet, studser,
griber den lille plastikskovl igen …
men stopper så … rejser sig … og går ud i livet.
Fra det øjeblik var han aldrig i nu’et igen.
Og imens har ånden begyndt sin rejse.
Den sejler på universets vinde …
nogle gange majestæteligt og elegant
som en flot 3-mastet skonnert …
til andre tider kastet rundt som en papirsbåd
af kræfter, som dens rejse vil lære den at forstå.
Med undren og ærefrygt begynder ånden
at fatte omfanget af det hele …
ser hvordan alting hænger sammen
i de smukkeste og mest logiske mønstre.
Ser godheden side om side med uvidenheden
… for ondskaben eksisterer slet ikke.
I årtier rejser den i områder, hvis størrelse ingen kan fatte.
Opnår erkendelser, som fylder den med glæde og trøst.
Den når helt derud, hvor alting burde slutte.
Den fornemmer, der er mere, men tøver …
Og imens … på den blå planet i et hjørne af universet,
er drengen blevet til mand …
har kæmpet sig gennem livet pr. automatik …
fyldt det med udfordringer for at nå lykken …
men forgæves.
Nu står han … 67 år gammel … på stranden og kalder …
og i den anden ende af kosmos, bliver der lyttet.
Endelig hører ånden den besked,
som den ubevidst har ventet på og håbet på.
Den skyder afsted … forbi buldrende sole,
døende stjerner, levende galakser og sorte huller …
gennem tiden og imod tiden
og når til sidst … Mælkevejen …
Og der i det fjerne hænger en smuk, blå planet …
ubevægelig, men levende … på den mørke bund.
Som en kæmpemæssig, kraftfuld skytsengel
sænker ånden sig foran manden ….
træerne rusker, skyerne flygter og bølgerne brydes.
Manden ser først kun naturens uro …
men så … svagt i disen … ser han luften sitre af energi.
Han mærker sit hjerte svulme og glædes.
Og i det sekund englen favner ham.
fatter han øjeblikkets storhed … og tænker:
Nu begynder livet.
