Jeg undrede mig over, at kampen for glæden var så hård. Og især undrede jeg mig over, at glæden var så kortvarig, når først den havde indfundet sig … jeg blev rastløs og ville videre.
En gammel ven bragte mig på sporet. Jeg havde læst et par oder for ham, og han sagde – nærmest med frygt i stemmen: Du er jo fuld af dæmoner.
Jeg smilede og tænkte ved mig selv: Det du sgu ret i gamle ven, og ved du hvad? Det er det, der gør livet spændende.
#51. Dæmonjagt
TID 2019.09.01 11:16:01
RUM 54.762169 12.047780
Han var grim som arvesynden …
lignede Animal fra The Muppet Show …
kan du huske ham?
Over flere dage havde jeg jagtet ham
gennem snævre stræder og uhumske gyder
i mit indres mest utilgængelige områder.
Ofte kun få centimeter fra at gribe hans lange hale.
Men han undslap,
og jeg fangede kun den ulækre stank af fordærv,
som hang i luften efter hans flugt.
Aldrig havde jeg troet, jeg skulle finde så meget
trøstesløshed og armod i mit indre.
Men nu stod jeg foran ham.
Havde trængt ham op i en krog.
Han hev efter vejret.
Havde end ikke kræfter til at iklæde sig
et mere tilforladeligt ydre, som han ofte gjorde,
når han prikkede til min rastløshed
og lokkede med gyldne løfter.
Jeg havde været længe om at erkende
denne dæmons tilstedeværelse i mit indre.
Troede jeg kom stadig nærmere glæden og roen.
Men knapt havde jeg nået den,
før rastløshed, utilfredshed og depression
pressede mig videre i kampe uden ende:
– Der er meget mere glæde længere fremme,
lokkede de dæmoniske stemmer.
Denne forbandede dæmon stod nu foran mig.
Ynkelig. Kunne end ikke fastholde mit blik.
Hvorimod jeg følte mig stærk, rasende og ovenpå.
– Festen er forbi. Du skal væk herfra, tordnede jeg.
– Det er ellers sådan en dejlig fest,
hånede han med pibende stemme.
– Natten er så ung, og du er så nem.
Jeg anede frygten i hans øjne,
da jeg ude af mig selv af vrede over hans hån,
trådte et skridt nærmere …
– Desuden er du den eneste, der kan fjerne mig,
skyndte han sig at fortsætte.
– Du skabte mig – kun du kan fjerne mig. Jeg er dig.
Hans ord fik mig til at tøve … noget gav mening.
Og nu forklarede han mig,
at han var skabt af mit eget behov for anerkendelse …
hans mission var at piske mig til nye præstationer,
så jeg kunne opnå endnu mere anerkendelse …
endnu højere selvværd.
Han fortalte, vi havde været sammen,
siden jeg var bare syv år.
Hver gang et mål var nået …
hver gang tilfredsheden og glæden
var på vej ind på scenen, var der blevet kaldt på ham …
Hans opgave var at lokke med større udfordringer …
endnu flere muligheder og anerkendelse,
som uvægerligt ville tvinge mig op på hesten
og drive den videre … uanset at jeg måtte efterlade
vigtige dele af livet bagude.
– Jeg synes, jeg har været dygtig, sagde han.
Selv nu … 60 år senere sidder du stadig i sadlen,
og du driver dig selv så hårdt som altid.
– Jeg synes, jeg indimellem var for hård ved dig,
men jeg kunne ikke andet …
du gav mig opgaven … missionen …
kun du kan stoppe den.
Jeg anede glimt af både stolthed og medlidenhed
i hans øjne, og uanset hans frastødende ydre
begyndte jeg at føle lidt sympati for ham …
hvorfor ikke? Han var jo mig. Hans ord gav mening.
– Så jeg skal bare træffe en beslutning, sagde jeg.
Jeg skal beslutte, at du ikke eksisterer mere?
Han nikkede.
– Hvad sker der så med dig, spurgte jeg.
– Tja, når man ikke er mere, er man vel død, sagde han.
Men du skal nok overveje, om du kan undvære kampen.
Livet kan være vældig kedeligt.
Han læste mine tanker. Det undrede mig ikke.
– Er der en mellemting, forsøgte jeg desperat.
Kan jeg få lidt af begge dele?
– Du kan få lige, hvad du vil, sagde han.
Du skal bare forholde dig til livet, når du møder det.
Beslutte, hvad du vil fylde det med …
og selvom du møder modstand fra mig og andre,
så kan du gøre lige, hvad du har lyst til.
Du skal bare være stærkere end os …
og det er du … hvis du virkelig vil det.
Jeg kunne mærke hans ord gav genklang og mening.
Og i det øjeblik traf jeg min beslutning:
Mit liv har altid været en kamp,
og det skal det fortsat være.
Men fra nu af vil jeg kæmpe
for at fastholde min position ved rorpinden.
Jeg vil kæmpe for mere harmoni … mere balance …
og mere glæde …
og jeg vil konfrontere mine dæmoner
med sværd i hånd og smil om læben.
Kamp til stregen … det er det, de forstår,
og det er det, de skal få.
Vi kiggede et stykke tid på hinanden.
Jeg vidste, jeg skulle tilbage nu.
Jeg vendte ryggen til ham og gik, men først …
fik han lige en krammer 🙂
