Jeg har oplevet noget ganske enestående. Nogle vil måske synes, det er trivielt og hverdagsagtigt. Naivt og ligegyldigt … men det synes jeg ikke. Jeg har lagt min vrede fra mig … og ved du hvad?
Jeg har ikke mistet noget! Jeg troede ikke, at jeg ville finde en mening med livet uden at skælde ud på idioterne og forsøge at ændre verden til det bedre. Men det går faktisk meget godt … og jeg er meget spændt på, hvad det vil føre med sig … altså bortset fra lidt mere glæde, som jeg allerede nu nyder til fulde.
#40. Jeg var vreden
TID 2019.06.05 14:21:33
RUM 54.766483 12.054683
Vreden var min følgesvend igennem livet.
Jeg var vreden … i egen høje inkarnation.
Ikke sådan, at jeg gik rundt og var vred – hele tiden.
Men jeg var kritisk overfor samfundet og politikerne
og arrig på alle idioterne … altså dem,
der ikke fatter en skid af det hele.
Nogle måneder efter, at jeg begyndte at skrive mine oder
og dermed blev en smule klogere på mig selv og på livet,
blev denne vrede for meget.
Jeg opdagede, at den ikke gik ud over de dumme
– for de var ligeglade.
Min vrede gik kun ud over mig selv.
Jeg tænkte: Du må af med din vrede.
Men jeg forsvarede den også – den var jo berettiget …
i mine øjne i hvert fald.
Og nødvendig … for hvem skulle redde verden,
hvis ikke jeg og andre råbte op og skældte ud?
Jeg følte, jeg ville svigte, hvis jeg holdt min mund.
Men jeg besluttede at gøre det alligevel.
Jeg lagde vreden fra mig …
i virkeligheden uden håb om, at det ville lykkes.
Et par uger efter besøgte jeg Klint*, og Solveig sagde:
Når vi glemmer vreden og vender den anden kind til,
får vi styrken af en hel armé i ryggen.
Det var lige præcis det, jeg behøvede at høre.
Jeg svigtede ingen ved at lægge vreden fra mig …
tværtimod … mine ord ville få langt større vægt.
I dag er det måneder siden jeg lagde vreden bag mig.
Jeg kan stadig blive vred, men det er en kortvarig,
opblussende følelse, der ikke går i maven,
og som hurtigt forsvinder igen.
Jeg føler ikke, jeg mangler noget.
Alle mine følelser er intakte,
og jeg kan stadig spille med på hele registret.
Men fraværet af min livslange vrede
har givet plads til noget nyt.
Jeg kan nu tage imod glæden, når den viser sig.
Jeg er blevet mere nærværende … også overfor mig selv.
Og jeg har overskud til at rose og anerkende andre.
Og vigtigst af alt …. jeg ved nu,
at uanset hvor forvirrende livet måtte forekomme,
og uanset hvilke udfordringer det finder på at byde mig,
så vil jeg altid kunne finde tilbage …
til den bedste version af mig selv.
