Man skal ikke have læst ret mange af mine oder for at vide, at jeg ikke er noget lykkeligt menneske. Jeg vil dog ikke kalde mig selv “ulykkelig” … men den der grundlæggende fornemmelse af lykke, som jeg tror eksisterer … er det ikke lykkedes mig at finde …
… indtil nu … i hvert fald? Lykken har stået som et mysterium for mig … hvad er lykke? Hvor er den? Hvordan lokker man den frem? Og så kom den faktisk fra en helt uventet kant … den kom fra et sted, som jeg troede, jeg havde “dækket af” …
#38. Ode til anerkendelse
TID 2019.05.017 10:27:32
RUM 54.762305 12.040166
Jeg havde ikke set Marcel i et stykke tid,
da jeg en tidlig morgen mødte ham og hunden Snar
i dojoen på stranden.
Han virkede forandret. Smilede. Strålede næsten.
– Jeg har glædet mig til at møde dig, sagde han.
Jeg har den mest vidunderlige historie at fortælle …
Forestil dig en maler, begyndte han.
Maleren står foran et stort, hvidt lærred.
Han har en idé. Vil fortælle en historie.
Paletten er gjort klar, og med brede strøg
begynder han at lægge en baggrund.
Så tager han en mindre pensel og en spartel.
Og nu begynder det at blive farligt …
farverne og kontrasterne springer frem af lærredet.
Vrede og aggression i hidsige strøg.
Afløses så af lidt mere ro. Ja, selv glæden titter frem.
Og latter … var det virkelig latter?
Og sådan går dagene.
Han spiser næsten ikke … lever kun på lærredet.
Indtil en dag hvor han lægger penslerne.
Træder tilbage og betragter sit værk …
næsten som om, han først rigtigt ser det nu.
Han er helt tom. Alt det, han bar indeni,
er nu på lærredet. Han går tæt på.
Tjekker detaljerne. Perspektiverne. Teknikken.
Træder tilbage … finder en lille bænk.
Sætter sig og betragter totalen … det samlede værk.
Han er ved at revne af glæde og stolthed.
Taknemmeligt mumler han:
Hvem end, der gav mig disse evner … tusinde, tusinde tak.
Han er væk i sin taknemmelighed og hører kun svagt
en forsigtig banken på atelierets dør … knock, knock … knock.
Maleren venter ingen gæster … og gør intet.
Knock, knock … to forsigtige bank mere,
og døren skubbes langsomt op.
Ind træder en spinkel, lille gæst … nysgerrig … søgende.
Gæsten går forsigtigt og tøvende hen imod maleriet …
ænser end ikke maleren.
Store, runde øjne bevæger sig hen over lærredet …
nysgerrigt. Undrende. Be-undrende.
Gæsten træder tilbage,
og sætter sig stille ved siden af maleren.
Betragter hans værk. Kigger. Længe.
Og maleren betragter sin gæst. Og pludselig …
ser han en lille tåre bryde frem fra gæstens øje.
Lidt efter en til. Og en mere. Det stopper ikke.
Langsomt drejer hun ansigtet mod ham …
kigger længe gennem tårerne … og sender ham så …
det mest bedårende, lille smil.
———————–
Marcel holder en lille kunstpause … og siger så:
Det, jeg har fortalt dig, skete for mig …
ikke maleren, men digteren …
ikke gæsten, men et publikum.
Og han fortsætter:
Når jeg kigger tilbage på mit liv,
så er manglende anerkendelse ikke det første ord,
der falder mig ind.
Men den anerkendelse, jeg netop er blevet til del,
må være af en helt anden karat.
Den har ført mig til et sted, jeg har kæmpet for at nå
i månedsvis … ja, måske i årevis.
For første gang i mit liv … føler jeg mig nu …
fuldkommen lykkelig.
Og jeg har besluttet, at jeg aldrig … nej aldrig …
vil holde min anerkendelse tilbage.
Jeg vil møde alle med opmærksomhed og nærvær.
Jeg vil anerkende ethvert menneskes ærlige kamp.
Alle har fortjent anerkendelse …
for alle gør deres bedste.
