Jeg bliver let meget rørt. Jeg har spekuleret over hvorfor. I de senere år er jeg blevet stadig mere opmærksom på, at det skal forbindes med følelsen af tab.

Så jeg satte mig og skrev: Marcels tab. Version 1 blev nogenlunde. Version 2 røg ud af en forkert tangent. Version 3 ser du herunder. Jeg kan mærke, der er meget, der rammer rigtigt, selvom spørgsmålet endnu ikke er helt afklaret. Men alting er en proces … det her er så langt, jeg kan komme nu. Måske kommer jeg lidt længere, næste gang jeg forsøger.

#27. Marcels tab

TID 2019.03.03 22:06:05
RUM 54.772721 12.0607920

Marcel var ikke nogen glad mand. Aldrig rigtig lykkelig.
Jo da. Der var masser af gode øjeblikke
med venner, kolleger, kæreste og familie.
Men sådan … grundlæggende lykkelig.
Helt ind i hjertet – i længere tid ad gangen?
Aldrig.

I sine sene år gik den manglende glæde ham på.
Hvordan kan så mange bare være glade,
når verden giver så meget at være urolig over …
Klima. Ulighed. Grådighed. Og meget mere.
Marcel forstod det ikke.

Så han begyndte at spekulere:
Hvad er det, der forhindrer mig i at være glad?
Er det bare de ydre ting? Verdens problemer?
Eller er der noget andet?

Marcel mærkede, han bar en stor sorg i sit hjerte
… en afgrundsdyb fornemmelse af tab.
Men hvad har jeg tabt, tænkte han.

Så Marcel dykkede i fortidens tåger efter svar.
Begivenheder. Bekendtskaber. Venner. Kærester.
Alt svævede forbi som skygger, spejlbilleder og ånder.
Løsrevne. Uhåndgribelige … men også ligegyldige …
ligesom dengang han efterlod dem bagude
for at komme videre med livet.

Langsomt og ubarmhjertigt viste svaret sig for ham.
Så uhåndgribeligt end det var – utydeligt og udvisket –
var Marcel ikke i tvivl …
Jeg har ikke evnet at forbinde til andre mennesker.
For jeg har aldrig rigtigt ønsket det, tænkte han.
I min verden er intet menneske
tilnærmelsesvist så vigtigt, som jeg selv.

Og Marcel vidste, han intet kunne ændre.
At han måtte bære dette åg til sin sidste dag.
Han vidste, at denne erkendelse var hans lære i livet:
At intet menneske er en ø.
Ligegyldigt hvor stærkt og selvtilstrækkeligt, det er.

——–

Denne forståelse gjorde ikke Marcel til en gladere mand.
Men erkendelsen af at vi er her for at lære.
Og at han dermed havde opfyldt sin mission,
fik ham til at smile … men kun en lille smule.