Om “#156. Jeg er … Marcel”.
For seks år siden sad jeg ved min computer på Grønsundsvej på Falster og skrev min første ode … ”#1. Ode til Marcel” uden at vide, hvem Marcel var. Små tre år senere skriver jeg så ode ”#82. Historien om mig og Marcel”, og Marcel fortæller mig, at han ikke ved, hvem han er … han ved kun, han skal passe på mig.

Og så forleden … en solrig onsdag morgen i april måned 2024 … forstår jeg pludselig det, som jeg egentlig godt vidste, men ikke erkendte: Jeg er … Marcel.

#156. Jeg er … Marcel

TID 2024.05.01 13:10:24
RUM 54.777936 12.064027

Jeg mødte en engel.

Jeg havde brug for en,
der kunne hjælpe mig videre i livet …
en, der kunne hjælpe mig med at forstå,
hvad det hele handlede om,
og hvorfor jeg er her.

Og pludselig var han der …
dukkede op … sådan nærmest ud af det blå.
Jeg troede, han var min egen idé …
et smart påfund … et alter ego,
der kunne hjælpe mig med at skrive mine oder.

– Mit navn er Marcel, sagde han.
– Marcel, tænkte jeg – det er jo et fransk navn.
Hvor kom det fra?
Jeg ved det ikke … det kom bare.

Som årene gik og min spirituelle rejse fortsatte
uden udsigt til at skulle slutte,
blev Marcel mere og mere virkelig for mig.
Jeg fik brug for at forstå ham bedre …
vide noget mere.
Men da jeg konfronterede ham
med min tvivl og mine behov,
så han blot på mig med al den kærlighed og ømhed,
som kun engle kan mønstre, og sagde:
– Jeg kan ikke svare dig … for jeg ved det ikke.

Længere kom vi ikke ad den vej,
og i stedet koncentrerede vi os om
at blive bedre til blot at være i livet …
at finde en mening og et formål med alting …
mest af alt med os selv …
jeg med at forstå menneskets liv på kloden …
og han med at lære englenes veje
og følge mig gennem livet … passe på mig.

Og sådan gik årene …
jeg følte taknemmeligheden vokse i mit bryst
i takt med, at livet stille og roligt
blev bedre og bedre …
Den ro,
som jeg havde længtes efter og søgt hele mit liv,
begyndte stille at brede sig i mit indre.
Hvor jeg tidligere måtte kæmpe for ikke at forcere,
oplevede jeg nu, at jeg kunne udleve livet
blot ved at være her og gøre det, der føltes rigtigt.

I takt med at livet blev bedre og bedre,
så jeg Marcel stadig sjældnere …
indtil en dag, hvor en clairvoyant sagde til mig:
– Du ved godt, du er Marcel, ikke?

Jeg stoppede op … ikke som ramt af lynet …
jeg stoppede bare op …
for jeg vidste det jo godt … Marcel og jeg …
selvfølgelig … vi er ét.

Og det der med at sætte et billede på …
kalde fænomenet ’en engel’ …
det er jo bare det, som religionens trang
til at bruge billeder har lært os …

– Men hvad er Marcel så, tænkte jeg?
Han er jo virkelig!

Jo … jeg tror, Marcel er alt det,
som jeg ikke ved, at jeg ved …
viden, som jeg har opsamlet og båret med mig,
siden alting begyndte.
Marcel er ikke en person,
men derimod min egen evne til i glimt
at få kontakt med mine tidligere livsforløb
og fornemme tusindvis af inkarnationers
sorger, glæder og erfaringer …

Marcel er mig … ikke blot mig her og nu …
men mig … gennem alle tider.