Om “#154. Om at leve stille”.
Min første ode ”#1. Ode til Marcel” fortalte mig, at min mission altid er det, jeg gør … der er intet andet … vi skal bare være her. Jeg fornægtede den erkendelse … mente livet var vigtigere end som så … der måtte være en mission.
I flere år fastholdt jeg min fornægtelse, mens jeg søgte i alle retninger efter en livsopgave. Og så en dag … syv eller otte år senere … gik det pludselig op for mig, at min første ode havde fortalt mig sandheden.
#154. Om at leve stille
TID 2024.04.03 10:32:17
RUM 55.915714 11.658378
Mmmmm … hvor er her stille.
Hvordan skal jeg beskrive det?
Jo … forestil dig at sidde på en bænk i en frodig have …
det er langt ude på landet …
det er nat, og månen kaster lange, blå skygger.
Du sidder bare helt stille på bænken,
mens nattens dufte kærtegner dine næsebor …
langt væk hører du svagt et ugleskrig
og over dig forstærkes stilheden
af birkens let raslende blade.
Mmmmm … her er så stille …
aldrig har jeg oplevet denne ro og stilhed i mit indre.
Det er i denne stilhed, jeg hører universets sang …
i virkeligheden er det slet ikke en sang,
men det er den beskrivelse, der passer bedst
når jeg mærker, universet inspirerer mig
og viser mig gudens kraft i mit indre.
Og når det bekræfter mig i, at jeg går den vej,
der giver livet mest mening.
– Hvornår skete forandringen?
– Hvornår og hvordan fandt denne livgivende stilhed
vej til min indre verden?
Var det mon mit møde med Gud?
Både ja og nej … det var ikke selve mødet,
men mødet banede vejen.
Ganske langsomt over tid erkendte jeg,
at det, der skal ske, vil ske.
Jeg behøver ikke forcere … ikke kæmpe …
det, der er ment for mig, vil komme …
jeg skal bare være og vente …
være opmærksom og være i livet … opleve det.
– Kan du mærke den ro, den tanke bærer med sig?
Men samtidig mærker jeg noget andet …
jeg mærker, jeg gør det rigtige …
al min tvivl, om jeg er på den rette vej, er væk.
Hver eneste udfordring i livet
følges nu af en overbevisning …
– Føles det rigtigt, spørger jeg mig selv.
Og hvis det føles rigtigt, ved jeg, at det er rigtigt …
og hvis ikke … ja, så lader jeg det fare eller vente.
Kan du forestille dig den ro, det giver at vide,
at jeg altid har svaret …
at jeg altid blot kan mærke efter og handle …
og at intet andet end mit indre kompas,
skal afgøre min kurs …
Tænk at være nået dertil i mine erkendelser …
tænk at kunne sige til sig selv:
– Hvis det føles rigtigt, så er det rigtigt.
Jeg mærker, jeg fyldes af taknemmelighed …
og selvom jeg hæger om min ydmyghed,
mærker jeg også lidt stolthed …
Stolthed over, at jeg lyttede til mig selv
på denne syv år lange rejse …
Stolthed over, at jeg formåede
at vende mig væk fra trangen til at forcere,
når den af gammel vane pressede sig på …
og stolhed over, at jeg brød gamle fordomme
og bød forandringen velkommen.
Tænk at kunne fortsætte livet herfra …
fra dette solide ståsted …
spændt på nye udfordringer
og samtidig tryg ved, at jeg kan håndtere dem.
– Jeg ønsker ikke mere …
jeg vil bare leve stille …
Tack! ❤️ stor igenkänning och inspiration! Jag har bett Gud att ge mig ledning hur jag kan bidra på bästa sätt men inte fått tydligt svar. Har därför mer och mer börjat att lyssna inåt och söker mig nu oftare till stillhetens källa.😊❤️🙏
Tak Margareta. Vejen hertil forekommer lang for mig … men hvad er langt, og hvad er kort i den sammenhæng? Det vigtigste er jo blot at konstatere, at rejsen forekommer mere harmonisk og fyldestgørende end tidligere. Iøvrigt tror jeg, det er Guds måde … han vil ikke være præcis/tydelig … Gud ønsker ikke at styre … blot at inspirere. Jeg tror, det er det, der er meningen med hele … at vi gør det, der føles rigtigt … for det er kun sådan, at det, vi bidrager med til skabelsesprocessen, bliver værdifuldt.
Den smukkeste ode af dem alle fordi den også spejler sig i mig og i min søgen…….
Hvor er det smukt at læse om din rejse Carsten.
Hvor er det smukt at kende dig.
… nu læser jeg din kommentar, Bente … og så starter denne torsdag med tårer i øjnene … glædestårer. ❤️
… og din kommentar hjælper mig til at holde kursen, når jeg indimellem drages mod universets mysterier … så ved jeg, at jeg skal holde mig til det nære. Arhh … en lille afstikker indimellem er vel ok 😉
Yes! Flot erkendelse. Lige som alkymister der rejser verden rundt for at finde skatten, og ender med at finde den når han vender hjem. Hjem til sig selv.
Et godt sted at leve og være. Nåede du nu i mål med din søgning?
Tak Bodil. Det kommer lidt an på, hvordan vi definerer ‘at nå i mål’. Jeg tror, svaret bliver nej, men jeg har nået en del milepæle, der har gjort det alle anstrengelserne værd … men nå i mål … nej, det tror jeg ikke, at jeg nogensinde gør … af to grunde: 1) jeg har ikke lyst til at stoppe rejsen … for mig er rejsen og søgningen selve livet, og 2) jeg tror ikke, det er meningen, at rejsen skal stoppe … dels fordi så stopper udviklingen og dels fordi der ikke er noget sted, den kan stoppe … den er uendelig (ja, det er lidt kryptisk, men jeg kan ikke forklare det bedre). ♥️
Ja rejsen er uendelig!