Om “#152. Vejen til åbenheden”.
Der er så meget, vi ved, at vi ved. Men også meget, som vi ved, at vi ikke ved. Endnu mere, som vi ikke ved, at vi ikke ved. Og endelig er der det, som vi har båret i os siden de allerførste dage … alt det, som vi ikke ved, at vi ved. Hvad er det mon …

… for noget? Og hvordan kommer vi frem til erkendelse af den viden? Der er kun én vej … gennem åbenheden.

#152. Vejen til åbenheden

TID 2024.03.01 11:51:36
RUM 54.772498 12.059823

Jeg fornemmer, at universet synger til mig …
vers og fortællinger, som det ønsker, jeg skal kende.

I mange år drømte jeg om at forstå denne sang …
drømte om at svæve i limbo
og lade mig kærtegne af kosmos,
mens jeg lyttede til fortællingerne
om alle livets mysterier …
om, hvordan alting blev til, om altings mission …
og om dets plads i helheden.

Men det blev ikke til mere end brudstykker
og halvkvædede vers.
Og selvom jeg søgte overalt og i årevis,
fornemmede jeg, at et slør gled for mit udsyn
– som en sky for solen –
hver gang, jeg kom nær.

Men her på det seneste er det, som om
en ny erkendelse dukker frem i horisonten.
Den fortæller mig, at min fortsatte ekspedition
efter større forståelse og mere meningsfylde …
kræver ændringer i min adfærd …
større åbenhed …
ikke blot normal åbenhed,
men helt viljeløs og ubesluttet åbenhed …
den åbenhed, der bare er …

Jeg skal lære at vise mig for verden præcis,
som jeg er … for kun denne evne
kan fjerne sløret for universets sang.

Og jeg ser, at denne åbenhed
går gennem min vilje til
at vise total rummelighed og ydmyghed …
for hvis jeg ikke formår at rumme andre,
fordømmer jeg dem.
Og hvis jeg ikke er ydmyg, forherliger jeg mig selv.
Og både fordømmelse og forherligelse
er et slør over åbenheden.

Jeg må tage verden ind uden fordømmelse
og henvende mig til den uden skjulte hensigter.
Først da vil jeg evne at åbne mig mod livet
og vise mit sande jeg …
og først da vil sløret glide stille til side og afsløre
alt det, som jeg ikke vidste, at jeg vidste …
alt det, som universet synger om:

– Det uudsigelige …