Om “#115. DNA’ets natur”.
Mine oder fortalte mig mange sandheder om mig selv, og jeg mener, det lykkedes mig at blive et lidt bedre menneske … men jeg oplever også, at der er adfærd, som jeg forsøger at ændre igen og igen … med begrænset eller helt manglende succes.

Hvad er det, der sker? Hvad gør jeg forkert? tænkte jeg. Hvorfor bliver jeg ustandseligt sendt tilbage til start, når det gælder disse grundlæggende egenskaber? Endnu en gang stod jeg med et spørgsmål, der krævede en rejse til min indre verden.

#115. DNA’ets natur

TID 2022.08.24 10:00:05
RUM 54.779374 12.068078

Jeg har været cirklen rundt.
I flere år har jeg søgt årsagerne
til min manglende lykke
og min manglende evne til at finde livet.
Jeg synes, jeg har søgt overalt,
og jeg har fundet mange af årsagerne.
Jeg har erkendt, at noget skulle ændres …
og jeg har gjort det …. ændret mig …
er blevet et bedre menneske …
til glæde for både mig selv og for andre.

Jeg mødte rummeligheden og erkendte,
at alle har en plads på denne jord
og ret til at være her.

Jeg erkendte også, at alle gør deres bedste.
Ingen står op om morgenen for at gøre mindre
end deres bedste.

Og jeg opdagede, at når man åbner sig mod livet
og siger ja-tak til det spirituelle,
så kommer man en dag forbi Gud …
– Nå, det er her, du gemmer dig, siger man så
i forsøg på at skjule sin forlegenhed.

Han nikker og siger:
– Godt at se dig. Er det en éngangsvisit,
eller har du tænkt dig at blive.
– Det må tiden vise, svarer jeg …
først må jeg se, hvad du har at byde på.

Og jeg opdagede, at han rent faktisk
havde en del at byde på.
Jeg nød mine samtaler med ham,
selvom jeg indimellem kunne blive i tvivl,
om han lyttede, som han sad der
med lukkede øjne og så hellig ud.
Men hver gang, jeg blev i tvivl, sagde han:
Jeg hører dig.

Så rømmede jeg mig og fortsatte med
at hælde vand ud af ørerne
og bede om eller takke for dette eller hint.

Men nu er det jo sjældent,
at alt er rosenrødt længere tid ad gangen …
og tingene gik ikke lige efter bogen,
selvom jeg erkendte problemerne
og havde besluttet at gøre noget ved dem.

Eksempelvis havde jeg lagt vreden fra mig,
men den kom tilbage …
først i moderate doser, men efter nogen tid
voldsom og huserende som i gamle dage.

Og jeg eksperimenterede uden større held
med at gøre mig selv usynlig og anonym
for at stække mine ambitioner
og dæmpe min trang til at forcere livet.

Og så var der rastløsheden …
nok min største udfordring.
Lykken er lige om hjørnet, sagde den altid.
Og selvom jeg kendte den og dens metoder,
var jeg helt forsvarsløs og måtte følge efter,
når den viste mig, hvor grønt græsset var …
på den anden side.
Hvad er det, der sker, tænkte jeg
og overvejede at kontakte hans velbårenhed …
Men jeg ved, der er ting, som vi må ordne selv,
og jeg fornemmede, det var den besked,
jeg ville få som svar.

Så jeg besluttede
at følge min gængse modus operandi …
nemlig at søge svarene i min indre verden.
Og kort tid efter stod jeg foran det smalle,
tilbagetrukne byhus med de tilskoddede vinduer,
hvor jeg for ikke så længe siden
havde søgt svar på andre vigtige spørgsmål.

Alt var gråt i gråt ligesom sidst … døren ulåst …
jeg trådte ind i den snævre entré
og så ned af den lange gang …
gammeldags, mønstret tapet med falmede farver …
en laset, fastsømmet strimmel tæppe på midten,
og enkelte gulligt lysende lampetter på væggene
for at vise gæster sikkert på vej …

Det virkede, som om der var flere døre,
end sidst jeg var her …
og jeg vidste, at hver eneste dør
gemte på en sandhed om mig selv.
Jeg gik langsomt ned ad gangen …
stoppede ud for en dør, som jeg mærkede,
jeg ikke havde åbnet tidligere …

Jeg tog i håndtaget og trak forsigtigt …
den bandt lidt, men åbnedes så …
og i samme øjeblik vidste jeg,
at dette værelse gemte på vigtige svar.
Jeg trådte indenfor … lokalet var dunkelt …
jeg trak døren i bag mig og vendte rundt
for at tage værelset i øjesyn …

Det var uden vinduer
og forholdsvist tidsløst indrettet …
en stor, rød sofa med et rundt sofabord …
en flot, gammel pejs i den ene ende
og en turkis øreklapstol i halvmørke i den anden …
og … … … jeg fik et chok …
der lå en hånd på stolens armlæn …
farveløs og lidt rynket med tydelige blodårer …
som en gammel mands hånd …

Heldigvis var der mere end en hånd …
der fulgte en arm og længere inde i stolens mørke
også en krop med … det var en gammel mand
med en stor manke af hvidt hår …
han hvilede hovedet mod brystet …
her var helt stille …

Jeg sagde det første, der faldt mig ind:
– Marcel?
Der kom intet svar … jeg vovede mig lidt nærmere …
ikke en lyd hørtes …
– Marcel, forsøgte jeg igen … stadig intet svar.
Jeg prikkede til hånden, og den gled ned af armlænet.
Død, tænkte jeg. Han er død.

Med begge hænder løftede jeg hans hoved,
og nu opdagede jeg, at manden i stolen ikke var Marcel …
men det var én, jeg kendte lige så godt …
mig selv … 10, 15 måske 20 år ude i fremtiden.

Her ville de fleste have sluppet alt,
de havde mellem hænderne,
og have fundet den hurtigste vej ud og væk.
I stedet lænede jeg mig ind over øreklapstolen
og trak hans hoved mod mit bryst.
Jeg stod sådan et stykke tid … det føltes godt …
meningsfyldt … men også lidt forudbestemt.
Så lagde jeg mig på knæ foran ham …
tog hans kølige hænder i mine
og lod dem hvile på hans ben.

Jeg kiggede op i hans gamle ansigt …
det var svagt oplyst af en lampe i baggrunden …
det var på én gang mærkeligt og smukt
at betragte sig selv på den måde …

– Fortæl mig, hvad skal jeg lære af dette,
sagde jeg til ham.

Der kom ikke noget svar,
men jeg mærkede min intuition vågnede til live …
den havde fornemmet en uro i energierne,
som jeg selv havde overset …

Jeg lukkede øjnene og lod intuitionen tage over …
og som altid kunne jeg høre
den småsnakke med sig selv, mens den undersøgte,
analyserede og vejede for og imod.
Så sagde den til mig:
– Dine egenskaber og evner er nøje beskrevet i dit dna …
de er uforanderlige
og de passer perfekt til den opgave,
du er sat til at løse i denne gigantiske organisme,
der kaldes universet.
Du er fuldkommen, som du skal være.

– Jamen … begyndte jeg …

Men intuitionen afbrød mig og fortsatte …
– Du kan ikke ændre dine egenskaber …
men du kan bruge dem klogt eller mindre klogt …
kærligt eller mindre kærligt …
Det er det, livet handler om …
at lære at bruge sine evner
til gavn for sig selv og andre.

Jeg holdt stadig hans hænder i mine …
jeg gav dem et lille klem og takkede for de kloge ord.
Jeg mærkede sandheden i dem … enkeltheden …
sandheden er altid enkel.

Mange spørgsmål var overflødige nu …
vejen lå lige foran mig … det var bare at begynde at gå.
Jeg rejste mig …
kiggede en sidste gang på den gamle mand …
lod billedet prente sig på min nethinde.
Så gik jeg ud af værelset … ud på gaden …
kiggede til venstre … kiggede til højre … valgte højre …
og begyndte at gå.