Om “#114. Et fnug i universet”.
Jeg har – som du vil vide, hvis du har læst bare ganske få af mine oder – et lidt anstrengt forhold til det ’bare at være’. Jeg synes, livet er for vigtigt til ’bare at være her’ … der må da være noget, vi skal … en mission eller en livsopgave.
Efter at have tænkt over dette lige så længe, som jeg har skrevet oder, meldte spørgsmålet sig … ’Jamen, er du sikker på, at du ved, hvordan det er bare at være’? Måske skulle du tjekke det? Hvordan gør man det? Hvad nu, hvis jeg forestiller mig, at jeg bare er et ganske lille fnug i universet? Kan jeg så lære og forstå og mærke, hvad det vil sige bare at være … og måske finde ud af, at det ikke er så tosset endda?
Og så skrev jeg denne ode.
#114. Et fnug i universet
TID 2022.08.19 20:49:12
RUM 54.775429 12.063313
Mine første erindringer …
min første erkendelse af, at jeg eksisterede …
fortoner sig i tågerne omkring universets fødsel …
Kaos er nok den mest dækkende beskrivelse …
en fødsel er altid voldsom …
tænk så lige en fødsel af et helt univers.
Min første tid som et levende væsen
var præget af mørke … jeg kunne intet se …
eller måske turde jeg bare ikke …
Jeg pakkede mig ind i mig selv,
og i æoner blev jeg hvirvlet rundt og rundt,
mens alt omkring mig
gennemgik alle fødslens kvaler.
Da der endelig blev stille … meget stille …
åbnede jeg tøvende og frygtsomt sanserne
for at se resultatet af denne fødsel …
jeg måtte kigge lidt nærmere på det,
der formentlig ville blive mit hjem
i de kommende æoner …
Jeg var vant til mørke …
havde tilbragt hele mit bevidste liv i mørke …
men dette var m-ø-r-k-t … MØRKT …
skræmmende mørkt … og skræmmende stille …
Jeg besluttede at forholde mig i ro … vente lidt …
det lyder sikkert mærkeligt for dig, men for mig
er æoner efter æoner ikke specielt lang tid …
så jeg pakkede mig atter ind i mig selv
og lod tiden gå.
Da jeg igen vendte min opmærksomhed udaf,
mærkede jeg straks forandringen …
alting var stadig mørkt og stadig stille,
men langt væk skimtede jeg enkelte glimtende lys …
og jeg vidste, at lyset gjorde krav på sin plads
i dette nyfødte univers …
Jeg holdt spændt vejret … nærmest i andægtighed …
det virkede som en kamp om pladsen …
lyset imod mørket.
Men så opdagede jeg,
at universet hilste lyset velkommen
og bød mørket skabe plads til dem begge.
I de kommende æoner voksede universet
med en hastighed, som mange vil finde skræmmende.
De små glimt af lys blev stadig flere
og fordelte sig overalt omkring mig …
nogle ganske tæt på, men de fleste på afstande,
som ikke lader sig beskrive …
Jeg opdagede også,
at alt ikke var helt så stille som tidligere …
jeg mærkede bevægelse … og jeg opdagede,
at jeg kunne flytte mig fra sted til sted …
jeg kunne rejse.
Når jeg foldede mig helt ud og lænede mig tilbage,
blev jeg grebet og ført afsted
af en strøm af stille vinde,
som udgik fra universets mange nye stjerner
og fyldte tomrummet imellem dem.
Mine rejser ændrede mit liv,
og i millioner af år gennemtrawlede jeg universet
og indsugede nye indtryk.
Stjerner blev født for at udfylde deres plads
i dette voksende univers …
planeter samledes om dem i stjernesystemer,
der igen fandt sammen i galakser,
og hver eneste af dem fandt deres plads og funktion
i denne gigantiske organisme … universet.
Og en dag … eller måske var det en nat …
mærkede jeg noget, jeg aldrig havde mærket før …
nærmest en svag kalden …
– Jamen, jeg er jo alene her, tænkte jeg.
Jeg lod mig glide væk fra den stjernevind, der bar mig,
og lagde mig helt stille og lyttede … og lyttede …
… der var det igen …
jeg hørte nogle svage pulserende slag … så stilhed …
og så igen denne næppe hørbare kalden …
Jeg smed al forsigtighed overbord …
foldede mig ud i min fulde størrelse og kaprede
den første og bedste stjernevind i nærheden …
og så gik det ellers med lysets hastighed
mod den fjerne planet, hvor lyden kom fra …
Jeg sænkede mig andægtigt ned mod planeten …
både puls og kalden var helt tydelige nu …
og mens jeg sendte styrke og kærlige tanker nedad,
blev jeg vidne til skabelsen af det første liv
i dette fantastiske univers.
Jeg var rørt til tårer, og jeg vidste,
at intet ville være det samme mere …
alle spilleregler var nu ændrede …
Og i de følgende millioner af år blev jeg vidne til,
at livet dukkede op overalt …
jeg så det udvikle sig, og jeg så,
hvordan en gryende bevidsthed spredte sig
i hele den store organisme.
Rent og skært instinkt forvandledes
til overvejelse og intelligens,
og senere kom også følelser og intuition til.
Jo mere det hele udviklede sig,
jo mindre og mere ubetydelig følte jeg mig …
– Et lille fnug i universet … jeg er her bare, tænkte jeg,
Og så pludselig blev min tankerække afbrudt …
– Alle har en mission, sagde en stemme …
jeg fulgte dig siden de første tider …
jeg lå altid lige bag dig … du viste mig vejen …
– Du … ikke jeg … er skaberen,
hviskede det almægtige univers til mig …
