Om “#102. A World Prayer”.
Kan vi stoppe krigen med tankens kraft? Videnskaben vil ryste på hovedet – nogle overbærende andre hånligt – og sige: ’Selvfølgelig kan man ikke det’. Næh, måske ikke, tænker jeg. Men selv naturvidenskaben må vel indrømme, at der er mere den ikke ved, end den ved. Så … hvorfor ikke prøve?
#102. A World Prayer
TID 2022.03.15 15:02:21
RUM 54.777880 12.062532
Hun sidder i boligens eneste lænestol …
ved hendes fødder ligger den gamle cockerspaniel.
Hun varmer de ru hænder om den kongelige tekop …
kigger med et mildt og vågent blik ud over markerne
og lader tankerne flyve …
I hendes alder er det ikke muligt
at forhindre tankerne søge tilbage, og hun nyder det.
Hun sidder i sin spartanske bolig …
en gammel – men velholdt – skurvogn på en mark …
bare ét rum … en seng, en stol, et køkkenbord …
– Hvad mere har jeg brug for, tænker hun.
Og tankerne kredser om hendes lange liv …
– I menneskehedens tjeneste, tænker hun …
altid for menneskenes skyld …
for at forstå mere … gøre verden til et bedre sted.
– Hvor lille effekten end har været,
så gjorde jeg mit bedste.
Hvor fordømmende og kritisk jeg end var,
så var det af et godt hjerte og min ærlige mening.
Pludselig mærker hun en uro i luften …
hun studser … undres … og ganske stille
breder der sig et smil om hendes læber,
og afklaringens lys stråler fra hendes øjne …
– Velkommen, siger hun.
Og universet kører billeder for hendes indre blik,
og selvom hun ved, at den slags sker …
forfærdes hun over de rædsler,
som kloden lægger jord til i disse øjeblikke.
Men hun er en hærdet dame, der længe har kendt
menneskets talent for grusomhed …
så hun holder fast …
Stille aftager rædslerne, og en løsning viser sig:
Hendes livsopgave.
Blikket bliver atter mildt og hjertet falder til ro …
hun kigger ud over markerne …
og ganske stille formes en sætning i hendes hovede.
Ugerne går, og hver dag omkring middagstid
sidder hun i sin lænestol og skuer ud over markerne,
mens årstiden skifter fra vinter til vår.
Den samme sætning gentages igen og igen …
nu ikke kun i den lille skurvogn på marken …
nej, over hele kloden messer mennesker
den samme bøn.
——————————————————
Samtidig …
i et regeringskontor i en fjern metropol
sidder en lille mand ved et langt bord …
centrum for alting, og alligevel alene og isoleret.
Han er blank i blikket … viser ingenting …
ikke glæde, ikke vrede … ingenting.
Hele hans liv har hans følelser været lukket inde –
kapslet ind og gemt væk.
– Ingen grund til at ændre noget nu,
tænker han indimellem.
Der er ni ure på kontorets fjerneste væg …
ét for hver af verdens vigtige byer.
Det midterste ur nærmer sig 12:00 GMT,
og verden over gør mennesker klar til bøn …
tik, tak, tik, tak, tik, tak …
I den anden ende af bordet sidder en lille gruppe
iført brunt tøj, brune kasketter
og sildesalat i mængder, der grænser til det komiske.
Med den følelseskulde, der kendetegner lavt selvværd,
instruerer han dem i nye uhyrligheder …
ildevarslende, truende og lavmælt skitserer han
de rædsler, han ønsker iværksat.
Pludselig bliver hans tale stødvis … usikker …
han mærker forvirring og uro indtage sin krop …
et pludseligt jag i brystet …
og han tænker straks:
– Konspiration. Forrædere.
Umuligt … jeg har sikret mig.
Og mens alle ni ure tikker ubønhørligt videre …
mens millioner lider under hans vanvittige beslutninger,
og en panikslagen general løsner hans slips
for at massere hans hjerte …
ligger han der på gulvet i det prangende kontor …
selveste manifestationen af hans magt.
Og mens alting forekommer stadig mere ligegyldigt,
og hans krop kæmper for overlevelse.
fyldes hans indre med kulde og rædsel.
Han hører et taktfast kor af stemmer … langt væk
og dog fuldstændigt overvældende og ustoppeligt:
– STOP HIS HEART. STOP HIS HEART. STOP …
Og mens erkendelsens lys glider over hans ansigt,
mærker millionerne rundt på den ganske klode,
at de har vundet …
budskabet er sendt – og det er modtaget.
De stopper bønnen med én fælles tanke:
– Giv ham den chance, han aldrig gav sine ofre.
… tik, tak, tik, tak, tik …
