Om “#1. Ode til Marcel”.
Har du nogensinde haft en følelse af, at der var noget du skulle? Sådan en slags livsopgave? En mission? Den fornemmelsen har jeg altid haft, og den er blevet væsentligt forstærket med alderen.

De seneste par år har jeg intensiveret søgningen efter min livsmission, men først da jeg begyndte at skrive oder, fandt jeg noget, der lignede, og i min første ode “#1. Ode til Marcel” fik jeg ovenikøbet gjort op med begrebet en livsmission.

#1. Ode til Marcel

TID 2018.06.21 12:29:52
RUM 54.771204 12.058050

Missionen kalder fra intetheden.
Vibrerer og runger i det tomme rum.
Stærk. Insisterende. Konstant.
”Der er brug for dig. Der er noget, du skal”.

Mine sanser strækker sig til det yderste.
Jeg afsøger himmelrummets fjerneste kroge.
Og sindets mest øde og aflukkede territorier.
Intet afgørende gennembrud.

Lovende fund efterforskes og efterprøves.
Besætter mine tanker og mine håb i en stund.
Svigter. Re-vitaliseres. Dobbelt-tjekkes. Endevendes.
Og arkiveres med stemplet ”Ikke gyldig mission”.

Men er der overhovedet en mission?
Er der andet end hjernespind? Resultatet af udækkede behov?
Manglende anerkendelse? Eller manglende mening med et fattigt liv?
Er det panikken, der melder sin ankomst? Nu, kort før lukketid?

Jeg træffer en beslutning: ”Who cares? Der er en mission”!
Der er en mission lige så længe, som jeg orker at lede efter den.
Fanden gale mig!
Og så i et lysglimt. I et splitsekund fødes tanken!

Jamen, allerkæreste Marcel. Din mission er i fuld gang.
Den racer afsted med den eneste hastighed, universet accepterer: Lysets!

Hver eneste tanke. Hvert eneste ord. Hver eneste af dine handlinger
er fuldt integrerede og uundværlige dele af missionen.
Du påvirker alle, du møder. Og alt omkring dig.
Uden dig var verden en anden. Og du hører den hviske til dig:
”Det er vigtigt, du er her. Det fylder os med glæde”.

Og så blev livet pludselig lidt lettere 🙂