Om “#158. Urskoven & templet”.
Jeg erkendte tidligt, at min vej til indsigt ikke går gennem ordene, billederne og prædikerne. Men jeg kendte ikke andre veje … så jeg måtte improvisere … prøve mig frem. Jeg opdagede, at mit nej til teorien hjalp mig med at fokusere på virkeligheden … alt det, der mødte mig i hverdagen.
Og ganske, ganske langsomt åbenbarede vejen sig for mig, og jeg fulgte den … og det gør jeg stadig …
#158. Urskoven & templet
TID 2024.05.28 10:55:22
RUM 55.912304 11.666758
Jeg hæver machetten og hugger til …
jeg må hugge flere gange, før lianen giver sig,
og jeg kan fortsætte min færd gennem urskoven.
Jeg har været på farten, siden solens første stråler
trængte ned igennem bladhanget …
temperaturen er høj nu og her er fugtigt.
Jeg sætter mig på en væltet stamme
og tager en slurk af feltflasken.
Jeg elsker urskoven, og jeg mærker trådene,
der strækker sig tilbage til de allerførste tider …
til alt det, vi ikke ved, at vi ved … det uudsigelige.
Og selvom jeg rejser let …
og kun bærer en lille rygsæk
og tilliden til det guddommelige med mig …
så er rejsen ikke nogen søndagsudflugt.
Men jeg klager ikke …
jeg valgte selv denne måde at leve livet på …
og selv nu … syv år senere …
giver den så meget mening som nogensinde.
Jeg kigger mig omkring …
dette sted ligner mange af de steder,
jeg tidligere har været … og alligevel
fornemmer jeg tydeligt de små forskelle …
intet sted er helt det samme som de andre …
små variationer adskiller dem fra hinanden.
Det kan være underskovens tæthed,
typen af vegetation, mængden af lys,
der trænger ned …
Det kan også være lydene af fugle og insekter,
eller mængden af biller, snegle og dyrespor,
når jeg nærstuderer skovbunden …
Og det kan være duftene … nogle steder blot
en diskret, fugtig duft af skov, og andre steder
nærmest eksplosioner af blomsterstøv,
der kalder på insekternes opmærksomhed.
Alle disse variationer og forskelle
pirrer min nysgerrighed og driver mig fremad.
Forskelligheden og variationerne lover godt
for nye oplevelser og nye erkendelser,
der over tid kan hjælpe mig med
at fornemme og måske forstå den åndelighed,
der ligger bagom alting og i os alle.
Indimellem kommer jeg igennem områder,
der bærer tydelige spor efter mennesker,
og et par gange har jeg skimtet kuplerne
på et tempel i det fjerne …
Der ville jeg kunne slappe af
og nyde freden og saligheden i gudens selskab …
der ville jeg kunne studere skrifterne
og tilegne mig visdom, som jeg aldrig finder
på denne besværlige vej gennem urskoven.
I templet ville jeg ikke behøve at tænke på,
hvor det næste måltid skulle komme fra,
eller på læ for regnen, beskyttelse mod myggene
eller på ensomheden …
Men … templet tiltrækker mig ikke …
ord og billeder giver mig ingen fornemmelse
af guddommens sande væsen.
Og andres indsigter
er ikke sandheder for mig … blot inspiration.
Jeg vil ikke lære om guden fra profeterne,
men fra guden selv …
Herude i vildnisset
vil jeg kigge bavianen dybt i øjnene …
høfligt bede myggene om at trække snablen til sig …
jeg vil takke fuglene for både morgen- og aftensang …
og rose blomsterne, når de strutter af kraft og farver
og takke dem for at vise mig vejen …
Herude kalder vildnisset på åbenheden i mig …
jeg mærker gudommeligheden i alting,
og jeg takker for hver eneste lille oplevelse,
der lejrer sig som indsigt dybt i mit indre.
Og så lovpriser jeg den gave, jeg fik,
da han viste mig, at dette er min vej.
