Om “#155. Ode til den stille glæde”.
Kan du forestille dig den glæde, det er at opdage, at al min rastløshed og frustration blot skyldes længsel … længsel efter den kærlighed og tryghed, som min sjæl husker fra sin hvileperiode i den åndelige verden? Og kan du forstå, at jeg blot lod længslen vokse og vokse, fordi den føltes godt og var meningsfuld?

Så kan du sikkert også forstå, at en længsel, der fylder alle livets timer, kan være belastende … og at en sådan længsel kan skærme for selve evnen til at opleve livet?
Da det gik op for mig, at det hang sådan sammen, måtte jeg handle … og jeg tror, jeg har fundet en ny og mere balanceret måde at være her på … hør bare her …

#155. Ode til den stille glæde

TID 2024.04.20 11:10:12
RUM 54.777040 12.011329

Min længsel er stærk.
Alle mine vågne øjeblikke
– og sikkert en del mere – er besat af længsel.

Sådan har det vist altid været.
Men det er først på det seneste,
det er lykkedes mig at sætte ord på …
– Længsel, sagde jeg til mig selv og smagte på ordet.
Det er længslen, der vækker krigeren i mig …
det er længslen, der antænder og bærer ved
til min rastløshed og mine frustrationer.

Og jeg kender udmærket min længsels ophav.
Jeg længes tilbage
til den første og største kærlighed og tryghed …
den, som kun findes i min åndelige moders mave …
den, som jeg kun oplever, når jeg hviler mig
imellem mine fysiske inkarnationer …

Første gang, jeg erkendte dette, glædede jeg mig …
for det er godt at kende målet for sine længsler og håb,
og denne længsel føltes god og rigtig.
Jeg var derfor ikke opmærksom på de problemer,
som en så stærk følelse kunne føre med sig.

Så jeg lod den vokse og vokse
indtil al min tid gik med at fantasere om,
hvordan jeg kunne komme hurtigere frem …
hvordan jeg kunne nå dette nirvana,
mens jeg stadig havde en fysisk krop at bære rundt på,
og mens jeg endnu vandrede på denne jord.

Min længsel voksede sig stærkere og stærkere …
og hver gang en drøm blev indfriet,
og jeg troede, at nu var lykken sikret …
så skabte længslen blot en ny og heftigere drøm …
Hver eneste af livets små og store udfordringer,
der blev vel overstået og efterlod vejen lys og åben,
blev efter alt for kort tid afløst af
nye udfordringer, nye drømme og nye kampe.

Og selvom jeg erkendte,
at kampen er et livsvilkår i denne fysiske verden,
så fandt jeg først en vej ud af frustrationerne,
da jeg erkendte, at min stærke længsel
var en del af problemet.

Jeg indså, at jeg måtte tøjle min utålmodighed …
erkende, at intet kan forceres … alting tager sin tid …
Og jeg så, at den salighed, som jeg attråede så stærkt,
ville komme, når tid er …
… saligheden er blevet mig lovet … garanteret …
det står med småt nederst på alle sider i livets bog …

Så jeg lænede mig tilbage …
ventede på, at vejrtrækningen igen blev normal.
Takkede så længslen for dens utrættelige kamp
og bad den om at tage en lille pause …

Og i den ro, der fulgte, mærkede jeg,
at min evne til at være i livet blev større …
det var som om en cirkel bredte sig ud fra mig
og indeni voksede en ny og dejlig fornemmelse:

– Den stille glæde over at mærke livet gå …