Om “#145. Guds stille hvisken”.
Vi er i september måned 2023. Jeg er på min anden retræte nogensinde … denne gang på Løgumkloster Refugium. Vi er syv plus Sofie … vores lærer. Vi er syv, der føler, at skriveriet kan hjælpe os videre i livet … hjælpe os med at forstå mere … skabe mere orden i tanker og følelser.

Vi blev bedt om at fortælle, hvad Gud er for os … vores egen helt private oplevelse af Gud. Tove sagde: ”Gud er en hvisken” … den sætning ramte mig lige mellem øjnene. ”Selvfølgelig tænkte jeg … det er præcis sådan, jeg oplever Gud”. Og så var der jo ikke langt til denne ode.

#145. Guds stille hvisken
DEN ANDEN ODE FRA LØGUMKLOSTER REFUGIUM

TID 2023.09.03 21:30:11
RUM 54.777659 12.064705

Jeg er.
Jeg er … lige her.
Lige her … midt i verden … midt i det,
vi kalder virkeligheden.

Men jeg fornemmer,
det er ikke her, jeg skal være.
Der er et andet sted.
Jeg ved ikke, hvor …
ved kun, jeg er på vej derhen.

Jeg mærker, jeg skal ikke gøre meget …
blot være her … opmærksom og årvågen.
Jeg skal kigge dybt i mismodige øjne …
lytte intenst i stille nætter …
indsnuse tidlige morgendufte …
og mærke dugvådt græs under mine fødder.

Jeg bliver opmærksom på bevægelse …
opdager, jeg bevæger mig … alting bevæger sig.
– Men hvis alting bevæger sig, når jeg jo aldrig frem,
tænker jeg mismodigt.

Tanken overrumpler mig …
jeg føler, jeg må gentænke missionen … min rejse.
Og midt i denne stilhed hører jeg en stille hvisken …
den lyder som en lille fugl …
det kunne også være en græshoppe …
eller er det blot blade, der fejer over gruset …
eller blide bølger på et lavbundet hav …
måske høstklart korn, der hilser bonden?

Mens tankemyldret langsomt klinger af,
og jeg mærker gamle fornemmelser erstattes af nye,
føler jeg en stille glæde vokse indeni.
En sagte hvisken fortæller mig, jeg er nået frem …
og midt i den begyndende glædesrus forstår jeg,
at mit mål ikke er et sted, men en tilstand …

Og mens min uendelige rejse fortsætter,
læner jeg mig mere lykkelig end før tilbage i sædet.
Med lukkede øjne og et lille smil om munden
hvisker jeg taknemmeligt til ham,
der bragte mig hertil:
– Tak, min ven.