Om “#141. Af kosmos er du kommet …”.
Døden er forbundet med frygt og sorg … også selvom alle nærdødsoplevelser beskrives som smukke og dejlige oplevelser, ja ofte øjeblikke, som skaber ønsker om at få lov til at blive. Jeg fik lyst til at forsøge at beskrive øjeblikket … dødsøjeblikket … dødsoplevelsen … for at se, om …

… om der måske i virkeligheden er noget at glæde sig til … noget at se frem til. Måske handler det slet ikke om ’farvel’, men om ’velkommen hjem’?

#141. Af kosmos er du kommet …

TID 2023.08.08 15:03:11
RUM 54.777780 12.064402

Jeg mærkede en smule vemod,
da jeg forlod min fysiske krop …
blev lidt trist, da jeg kiggede tilbage
og så det gamle og slidte hylster bare ligge der.
Det havde gjort sit bedste
og tjent mig trofast og loyalt
gennem næsten et helt århundrede.

Men min opmærksomhed blev tvunget fremad,
og jeg berusedes af en altoverskyggende følelse
af glæde og længsel … jeg vidste,
jeg var på vej tilbage til mit åndelige ophav …
den kosmiske bevidsthed,
der svæver stille mellem stjerner og galakser …
denne evige og uendelige væren,
som favner alting … som er alting.

Og jeg mærkede,
hvordan alle mine jordiske sanser smuldrede bort
og gjorde plads til sansen over alle sanser …
intuitionen …
og sammen hævede vi os i det uendelige …
højere og højere … større og større …
for til sidst nærmest at eksplodere
i et stort hvidt lys.
Og i stilheden, der fulgte, lod vi os stille falde,
indtil vi fandt hvilen i altet og med altet.

Jeg mærkede, hvordan denne bevidsthed …
denne gigantiske væren samlede sig omkring mig …
nysgerrig og spændt på at høre
om mine erfaringer i den fysiske verden.
Og mens jeg nød følelsen af samhørighed …
fornemmelsen af at blive passet på og værdsat …
fortalte jeg om mine oplevelser i det jordiske liv …

Jeg fortalte om glæden ved synet
af de første forårsblomster,
og jeg forsøgte at forklare lyksaligheden,
når duftene kærtegnede min lugtesans.
Med megen umage … tror jeg, det lykkedes mig,
at beskrive følelsen af dugvådt græs under fødderne …
og da jeg berettede om lyksagligheden ved at ligge
med min kæreste i hånden under et skyggefuldt træ,
fornemmede jeg,
at den samlede væren holdt vejret i noget,
der kunne ligne vantro og en smule misundelse.

Jeg fortalte og fortalte og fortalte …
i mennesketid strakte det sig over flere år …
knapt så længe forekommer det dog her i kosmos.

Og da jeg endelig er færdig,
og spørgsmålene begynder at tynde ud …
læner jeg mig tilbage i denne kosmiske væren
og nyder følelsen af at være hjemme igen.
Jeg forbereder mig på den lange hvile,
som er en tid, hvor min underbevidsthed
bearbejder alle inkarnationens oplevelser
og gemmer dem som indsigter og ny viden
dybt i mit indre.

Jeg ved, at denne periode er som en gentagelse
af mit jordiske liv,
og jeg mærker forventningens glæde over
at skulle gense mine kære.
Med det, der ville have været tårer i øjnene,
hvis jeg stadig havde haft min fysiske krop,
beder jeg intuitionen om at påbegynde rejsen …

Den rømmer sig let og siger så:
– Af kosmos er du kommet,
og i kosmos vil du igen finde evigheden …