Om “#139. Når sindet vågner …”.
Jeg så en film … ”The Awakening Mind”. Og efter alle de år. Efter alle de tanker, samtaler og oder tænkte jeg: ”Dette er sandheden. Denne forklaring holder vand”. Og selvom det ærgrede mig lidt, at jeg ikke selv havde nået den sandhed igennem alle mine ekspeditioner og tankeeksperimenter, så så jeg, at jeg havde været tæt på … endda meget tæt på at nå frem.
Men selvom dette står som sandheden for mig nu, så ved jeg ikke, hvad jeg synes i morgen eller om en måned. Men sådan er livet … der er ikke noget mål … der er kun rejsen … og hver eneste ny erkendelse er blot en sten at træde på for at komme videre.
#139. Når sindet vågner
TID 2023.06.29 09:04:19
RUM 54.779940 12.068830
Langt, langt ude i det store univers …
så langt væk, at du næppe vil være i stand til
at forstå det, hvis jeg forsøgte at forklare dig det.
Helt derude hvor næste nabo er uendeligheden.
Herude … svæver jeg …
Her er så stille … så ensomt,
at de fleste vil finde det skræmmende …
men ikke jeg … for dette sted er mit hjem.
Ja, det er også dit hjem, men det ved du nok ikke …
endnu …
Jeg svæver … stille … opmærksom … årvågen.
Lader mig føre fra univers til univers …
gennem galakser, solsystemer og sorte huller …
forbi røde dværge, blå gasgiganter
og planeter med en eller flere måner.
Jeg er alt det, du ikke ser …
alt det, der eksisterer, hvor intet andet er …
alt det, der fylder de gigantiske tomrum
mellem kloder og stjerner …
og mellem molekyler og atomer.
Nogle kalder det ’bevidsthed’,
du kunne også kalde det ’energi’ …
men jeg kan nu bedst lide ordet ’væren’.
Jeg er noget, som bare er … en væren …
du er den samme væren … vi er ét.
Det er først, når vi manifesterer os
som fysiske væsner – måske som mennesker –
at det giver mening at tale om du og jeg og vi.
Selvom jeg er én ting, er jeg også alting …
en væren, som i kraft af sin blotte tilstedeværelse
understøtter livet overalt.
Jeg træffer ikke beslutninger og lægger planer …
jeg styrer ingenting, men alting lader sig styre,
fordi alting er mig, og jeg er alting.
Lad mig give dig et billede på det:
Forestil dig denne væren som et stort hav.
Jeg er dette hav … du er dette hav …
vi er allesammen dette hav … én eneste væren.
Jeg lader mig føre, hvor havet tager mig hen,
og der er kun én oplevelse: At være …
Indimellem lader jeg mig manifestere …
så hæver jeg mig til overfladen som en mægtig bølge,
og i årevis rejser jeg oceanerne tynde.
Og selvom jeg aner, jeg er blot en manifestation,
så beruses jeg af fornemmelsen af at fremstå
som et fysisk individ og ikke som et åndeligt alting.
I kæmpemæssige slurke suger jeg
så mange oplevelser som muligt
ud af denne pragtfulde, fysiske verden.
Lige indtil jeg en dag brydes mod en kyst
og igen synker tilbage i oceanet …
tilbage til det åndelige alting …
én livsoplevelse rigere.
Så se nu dig selv i spejlet, menneske …
– Dette er mig, tænker du.
Nej. Forkert. Det er ikke dig, du ser …
fuglen, bølgen, mennesket ja, selv planeterne …
er altsammen blot fysiske manifestationer
af den væren, der er overalt og er alting.
Spejlet viser dig en fysisk krop og en hjerne,
men dybt indeni gemmer sig et åndeligt begreb …
det er dét, der er din væren … dét, der virkelig er dig.
Hjernen er en intelligent, men intuitionsløs masse,
som mange kalder vores ’ego’ …
en slags kunstig intelligens, der fører dig gennem livet.
Den bestemmer din opførsel og fremtræden …
udvælger de situationer, som gør livet lettest,
og sørger for at holde krop og sind i fornuftig balance.
På denne rejse mærker du måske rastløsheden …
du føler, der er mere end dét, du ser og oplever …
du mærker en udefinérbar tomhed …
så du beder ego’et om at undersøge sagen:
– Hvorfor denne rastløshed, spørger du.
Men ego’et er ikke interesseret i spørgsmålet …
det er travlt optaget af at skabe en virkelighed,
som din fysiske krop kan navigere i.
Så, hvis du skal finde ind til dit virkelige jeg …
ned til din kosmiske væren … jeg mener … helt derned,
hvor al forståelse begynder og fortsætter …
så skal du glemme ego’et.
Skub det blidt til side, og i den fred, der indfinder sig,
skal du bare være og vente …
på én gang årvågen og rolig
og med alle sanser og følelser på vid gab …
for det er dem og ikke din intelligens,
der skal mærke forandringen og se sandheden …
Og pludselig en dag …
midt i et af dine allermest rolige øjeblikke …
er det som om et tæppe glider til side … og du opdager,
at du ser igennem alting … forbi alting … ud i alting.
Du mærker en tilstedeværelse i hver eneste celle i din krop
en tilstedeværelse … en væren … den kosmiske væren …
– Det er mig, tænker du … denne væren … er mig.
Jeg er uendeligheden.
Jeg er evigheden.
Og jeg er kærligheden.
I det øjeblik går det op for dig, at du er vågnet …
ikke fra en drøm, men til sandheden …
du er vågnet til sandheden om dig selv …
sandheden om alting.
