Om “#110. Ligegyldigheden … genbesøgt”.
Kender du følelsen af at være slået tilbage til start? Sådan havde jeg det, da jeg havde skrevet ode #109. Møde i kaos. Jo … jeg var tilfreds med oden … den indeholdt væsentlige erkendelser, som jeg kunne bruge som basis for at komme videre … MEN …
Men var den for kryptisk? Var jeg kommet for langt ud af en tangent? Efterlod jeg læseren bagude, mens jeg fløjtede afsted på fantasiens vinger? Det troede jeg … men sandheden var en anden.
#110. Ligegyldigheden … genbesøgt
TID 2022.06.28 07:36:02
RUM 54.771196 12.057860
Efter at have skrevet masser af betydningsfulde oder,
der fortalte mig om livet og mig selv,
var jeg nået cirklen rundt.
Jeg var slået tilbage til start …
tilbage til ligegyldigheden … den ligegyldighed,
der var hele årsagen til, at min rejse begyndte.
Mine erkendelser var baseret på en blanding
af følelser og intuition … i begyndelsen …
men følelserne blev gradvist erstattet
af fornuft, fantasi og intelligens …
og i takt med dette holdt ligegyldigheden sit indtog.
Jeg vil ikke sige,
at jeg ikke har fået noget ud af mine skriverier …
jeg kom vidt omkring …
hævede mig over mit tidligere niveau,
men da nok var nok … da det hele sluttede,
da meningen med det ikke længere var at spore …
var jeg ikke kommet et skridt videre.
– Og hvorfor ikke … tænkte jeg?
Jo, fordi jeg aldrig slap behovet for anerkendelse.
Fordi jeg aldrig slap trangen til at performe.
Fordi jeg … selvom jeg i øjeblikke svævede
i erkendelser … ikke formåede at blive der.
Jeg ødelagde det hele,
fordi jeg ikke kunne acceptere et liv,
hvor jeg bare skulle være.
Og nu kommer så næste spørgsmål:
– Er der en vej videre herfra? Er der en milepæl,
der giver mening … noget nyt at sigte efter?
Ja, selvfølgelig … jeg skal bare tage lærdommen med mig …
der er intet vigtigere end at erkende og skrive det ned.
Intet skal skrives, fordi pausen har været lang …
kun fordi det presser sig på, mærkes og er vigtigt.
Jeg skal ikke gøre noget som helst
for at blive set eller bemærket …
men kommer muligheden, skal jeg tage den.
Og så … mens jeg skriver dette
og mine tanker arbejder på to niveauer …
det ene med at formulere sætningerne
og det andet med at vurdere klarheden i det skrevne …
går det op for mig …
– Nej … nej, der er ingen milepæle … for milepæle er mål,
og mål er det eneste,
jeg ikke længere skal beskæftige míg med.
– Kun én ting tæller, og det er at være her
og at fylde hvert eneste øjeblik med det,
der giver allermest mening.
Efterskrift
Få dage efter jeg havde skrevet denne ode, havde jeg en samtale med en norsk ven, der ligesom jeg kan lide at tale om det spirituelle.
Et stykke inde i samtalen viste han mig en bog af en norsk forfatter, André Bjerke. Jeg læste et lille digt, der hedder ’Stormpustet og stenen’. Det udstrålede stor harmoni, talte til mig og rørte mig meget, men jeg kunne ikke fortælle, hvad forfatteren ville sige med digtet … forstod det ikke helt.
Og så siger min ven: Det er jo ikke sikkert, at man skal forstå det. Det er ligesom et maleri … man kan sagtens komme ud for, at man kan lide et maleri uden nødvendigvis at forstå det … uden at vide, hvad maleren vil sige med det.
Og pludselig gik det op for mig, at sådan kan det jo også være med digte … og med mine oder. Man kan måske lide en af mine oder, uden at man helt forstår, hvad jeg vil sige med den.
Og jeg mærkede, at jeg pludselig blev sat fri … den tvivl, der fyldte mig, efter jeg skrev ’#109. Mødet i kaos’ og de tanker, som jeg udtrykker i ’#110. Ligegyldigheden … genbesøgt’ … det er hovedsaglig bekymringer, der går på, at jeg er bange for, at jeg bliver for teoretisk, for fantaserende uden væsentligt indhold, og at jeg efterlader læserne bagude … alle de bekymringer kan jeg jo kaste bort.
Hvis det giver mening for mig at skrive en ode. Hvis det giver mening at fantasere. Hvis jeg mærker, at jeg følger den vej, der er min … så har oden sin berettigelse … helt uanset, om folk forstår den. Så jeg skal kaste følelsen af forpligtelse til at skrive noget, som folk forstår, fra mig … der er kun én ting, der tæller: ’Har jeg lyst til at skrive denne ode?’
