Jeg synes egentlig, at jeg er en mærkelig mand. Jeg har gjort sååå mange mærkelige ting i mit liv. Men giver det mening at fokusere på de ting? Ja, fordi det hjælper mig med at forstå mig selv. Og måske til at opføre mig lidt mindre mærkeligt fremover.

Nogle gange når jeg går i skoven eller på stranden med min hund, kommer jeg til at tænke på en af de ting, som jeg har gjort, og så føler jeg det, som om jeg kunne komme ned i en skostørrelse 35. Men så affærdiger jeg det: “Sket-er-sket”. “Det-er-jo-sådan-du-er”. “Og-du-er-jo-en-dejlig-dreng-alligevel”.
Det giver jo ikke mening at hade sig selv, vel?

#13. Ode til en mærkelig mand

TID 2018.09.16 17:41:18
RUM 54.761075 12.045694

Marcel er en mærkelig mand.
Han startede livet med de allerhøjeste tanker om sig selv
og om det, han ville udrette.
Han forestillede sig selv på forsiden af de største magasiner.
Så sig selv udvikle de allerstørste idéer – ja nærmest mirakler.
Og han troede, at dygtighed og arbejdsomhed ville bane vejen.

Marcel var ikke manden, der satte sig bagerst i bussen.
Han tog têten. Stillede sig selv i spidsen og førte an i kampen.
Hans integritet og perfektionisme var i en klasse for sig,
og kompromisser var en sjælden fugl i hans have …
… han sprang altid over, hvor gærdet var højest.

Marcel hadede middelmådigheden og brugte mange kræfter
på at holde den fra livet … omend ikke med ubetinget held.
Han havde evnen til at begejstre – især sig selv. Men også de få.
Nogen forfører af større masser blev han dog aldrig.
Og selvom hans selvværd var højt, fulgte selvtilliden
og de forventede belønninger ikke altid med.

Så over årene blev drømmen justeret. Ambitionerne sænket.
Mærkeligt nok gik det aldrig ud over selvværdet.
Lige til det sidste troede Marcel, at han var her af en grund.
Troede der var en mission, selvom han prøvede at bagatellisere tanken.

Men hvad var det så, der skete i Marcels sidste år.

På et tidspunkt stoppede han arbejdet og krigen mod livet.
Erkendte at kampen havde været forgæves.
Dog ikke mere forgæves – end at han startede en ny kamp.
Kampen for at forstå, hvorfor han havde været her.
Og den gryende forståelse … så langsomt end den kom …
gjorde Marcel lykkelig.

Marcel sagde ofte:
– I mine sidste år mødte jeg mig selv igen.

Jeg tror ikke, han fandt meningen med livet.
Men jeg tror han kom tæt på. Tæt nok til at synes,
at det havde været kampen værd.

Så ja, Marcel var en mærkelig mand.
Men jeg elskede ham alligevel.
Man kan sige, jeg havde besluttet at elske ham.
For det havde jo ikke givet meget mening at hade ham … vel?