Om “#95. Ode til dit barnebarn”.
Når man følger dialogen i samfundet … på TV, sociale medier og i aviser … så er det slående så lidt følelsen af et medansvar for klodens velbefindende og menneskets mulighed for overlevelse fylder. Det virker nærmest, som om alle er fast overbevist om, at en messias vil indfinde sig og løse alle problemerne.
Og hvis det ikke ligefrem bliver en messias, så efter al sandsynlighed teknologiske fremskridt, som vil gøre det muligt for os at fortsætte vores misbrug af kloden. Ja, det kan vi da håbe på … men hvad nu, hvis teknologien ikke leverer miraklet??? Det er måske en god idé at forberede et svar, når dit barnebarn en dag spørger dig: ’Hvorfor gjorde I ikke noget?’
#95. Ode til dit barnebarn
TID 2021.10.17 17:21:22
RUM 54.779786 12.068530
– Lad være med at kigge på mig på den måde, sagde jeg.
– Hvordan skal jeg så kigge på en, der har ødelagt mit liv?
svarede hun.
’Hun’ … var mit barnebarn, Sara, på bare 11 år.
Jeg mærkede et hav af følelser indvendig …
vrede, uretfærdighed, fortvivlelse, sorg …
men mest af alt nok … skyld …
Jeg ved, at hun ikke hadede mig …
hun mente ikke oprigtigt, at jeg havde ødelagt hendes liv …
men hun holdt mig som ’medansvarlig’ for den situation,
som hele hendes generation var fanget i …
her godt tre årtier inde i det nye årtusinde.
Hendes øjne var ikke kolde, men rigeligt kølige …
og jeg bebrejdede hende ikke.
Når jeg kiggede på verden omkring mig
forstod jeg hende til fulde …
Jeg … som var rundet af hele menneskehedens
mest forkælde generation.
Aldrig tidligere havde mennesker
oplevet lignende fremgang og overflod.
Jeg blev født lige efter 2. Verdenskrig … direkte ind i
den nedskrevne histories største forbrugsfest.
Generationen før os havde kendt til nød og mangler,
og generationen efter os mærkede de første symptomer
på min generations overmod, overflod og misbrug …
fem-seks årtier, hvor vi boltrede os i vækst …
alt var muligt, og vi fandt det helt naturligt …
– Hvad ønsker du dig? Køb det!
– Hvad vil du arbejde med? Tag uddannelsen!
– Hvor vil du bo? Jamen, så flyt dog!
Der var ingen, vi skulle spørge om lov …
vi gjorde, hvad der passede os
som den mest naturlige ting i verden.
Vi havde jo aldrig kendt en verden,
hvor man skulle spørge om lov …
det havde vores forældre til gengæld …
men de sagde ingenting …
de klamrede sig bare til bagsmækken
og prøvede at hænge på det bedste de kunne.
Og alting løb løbsk …
ingen sagde: ’Stop lige et øjeblik’.
De fleste, fordi de var bange …
de var hunderædde for, at miraklet skulle stoppe,
hvis man kom til at nævne dets navn.
Og når det lykkedes os at fortrænge rædslen
strålede vi af glæde og noget, der lignede livsmod …
fordi livet blev lettere og lettere …
rigere og rigere …
mere og mere underholdende … og dejligt …
Det blev så dejligt,
at vi slet ikke kunne udholde tanken om,
at vi skulle holde igen.
Selv ikke, da planeten viste,
hvor træt den var af os.
Vejret blev vildere og vildere,
de beboelige landområder mindre og mindre …
og fødevarehylderne stadig mere tomme …
Og så kom pandemierne …
den ene efter den anden …
den ene VÆRRE end den anden.
Det var så slemt, at nogle rent faktisk fortrængte,
at disse pandemier overhovedet eksisterede.
Mens mennesker døde om ørerne på dem,
hævdede de, at det slet ikke skete …
at det var et stunt … en medieløgn.
Og samtidig med alle disse trængsler og ulykker
gik uligheden amok …
ikke blot den rige verden i forhold til ulandene …
næh, selv i dette lille, rige land højt mod nord
blev skellene mellem mennesker stadig større.
De, der fik glæde af uligheden, var tilfredse …
det vil sige … lige indtil de blev nødt til at indhegne
deres ejendomme med pigtråd og kameraer,
og til at have vagter ved siden
når de skulle på shoppingtur på Strøget
eller på job i city.
Alt imens kæmpede politikerne …
med frygten … og for magten.
Og selvom det var tydeligt for os alle,
at afgrunden var i sigte, hvis vi turde åbne øjnene,
så mente de stadig, at de var de bedst egnede
til at hjælpe os ud af problemerne.
… … …
Jeg hev efter vejret …
erkendelserne havde sendt mit blodtryk i vejret.
Mit bryst gjorde ondt og hænderne rystede.
– Hvad nu? … tænkte jeg.
Så tog jeg mod til mig …
løftede hovedet lidt … og blikket lidt mere …
hun kiggede stadig på mig …
Jeg hviskede …
– Vi troede ikke, det ville gå så galt.
Hun så på mig …
det kølige blik var væk …
kun sorgen var tilbage …
tårer løb ned af hendes kinder.
Så rejste hun sig … vendte mig ryggen … og gik …
