Om “#91. Friheden vandrer aldrig alene”.
Nogle mennesker føler, at retten til selv at bestemme over deres liv trues i disse år … de kræver deres frihed tilbage. Men det forekommer mig, at de tror, frihed er gratis … at de ikke er opmærksomme på, at der altid følger ansvar og konsekvenser med frihed.

Hvad nu, hvis deres frihed begrænser andres frihed? Og hvis der følger nogle konsekvenser med fastholdelsen af deres frihed … er de parate til at leve med disse konsekvenser?

#91. Friheden vandrer aldrig alene

TID 2021.09.17 14:16:21
RUM 54.782333 12.073139

De var en højst umage trio,
som de lå der … lidt væk fra vejen
under en skyggefuld, gammel eg …
En flodhest. En abe. Og en kamel.

Men ikke desto mindre hørte de sammen.
De havde vandret hele den foregående dag …
ja, også dagen før, og dagen før den …
i virkeligheden havde de vandret sammen
lige så længe de kunne huske …
det giver vel en slags samhørighed?

I vejkanten stod en tung trækvogn.
Den indeholdt alle deres ejendele …
som i øvrigt ikke var mange …
men noget havde man da brug for,
når livet blev levet på farten.

Aftenen før var de blevet enige om,
at den store, skyggefulde, gamle eg
med det dejlige, grønne græs nedenunder,
frugttræerne nogle få meter væk
og en lille kilde med klart, koldt vand tæt på …
var et godt sted at overnatte.

– Livet er godt, mumlede kamelen,
mens den gumlede på morgenmaden,
som bestod af en stor tot, saftigt græs.
Kamelen var en lidt stramtandet dame,
men hun besad et klarsyn og en dømmekraft,
som havde reddet trioen
ud af mange genvordigheder.

Oppe fra et af frugttræerne
med munden fuld af moden mangofrugt,
istemte aben:
– Hvad har vi gjort, siden vi har det så godt?
Han var en voksen herre med lidt grå stænk,
men det var hans skarpe syn og hurtige reaktioner,
der havde sikret ham den vigtige post
som gruppens spejder.

De hørte nogle brummelyde henne fra kilden …
– Der er ikke vand nok til et ordentligt morgenbad,
brummede den knapt et tons tunge flodhest.

Han var outsideren blandt de tre …
en bomstærk buldrebasse
og så god som dagen var lang,
men meget egocentreret.
Han så kun verden fra sit eget synspunkt,
og var ofte ud til bens og impulsiv.

– Hvad laver vi egentlig her,
fortsatte flodhesten sine brokkerier.
Så væltede han sig ud af kilden …
han var våd på en lille stribe ned af ryggen …
resten af hans enorme korpus var knastørt.

– Jeg er træt af det her liv, sagde han.
Kilometer efter kilometer og det eneste, man ser
er støvede landeveje og udtørrede kilder.
Jeg tror, I bringer mig uheld …
nu prøver jeg lykken på egen hånd.
Og væk var han …
flodheste kan være ret hurtige, når det tager dem.

Kamelen og aben så bestyrtede på hinanden …
– Jamen, det går jo ikke, sagde kamelen.
Aben ville også have sagt noget, men kunne ikke,
fordi munden var fuld af moden mango.

Da den havde tygget af munden, sagde den:
– Han har alle dage været en rebel,
måske skulle vi bare lade ham prøve lykken?

– Du har ret, sagde kamelen.
Men vi kan ikke lade ham i stikken …
vi hører sammen … det ved du jo … og i øvrigt
kan vi to slet ikke trække vognen alene.
Vi må lade den stå og følge efter ham,
så vi kan hjælpe, hvis han kommer i problemer.

Og så hastede trioens to tredjedele uden vogn
hen ad den sti, hvor flodhesten var forsvundet.

De havde gået en time eller to …
det varme vejr havde tørret landskabet ud,
så det var kun abens evner som spejder,
der gjorde det muligt at følge flodhestens spor.
Pludselig hørte de hans stemme …
den var ikke vred, som den plejede …
nærmest ynkelig og klagende …
– Hjælp … hjælp mig, hørte de deres ven kalde.

De kom styrtende gennem et sving på stien
og havde det ikke været for den forudseende kamel,
der greb aben i kraven
og satte forbenene hårdt i jorden,
havde de lidt samme skæbne,
som deres ven, flodhesten …
han lå langt ude i et hul fyldt med kviksand.

– Lig stille, kommanderede aben,
ellers synker du helt i.

Flodhesten, der ikke var vant til at modtage ordrer,
plirrede med øjnene, men rørte sig ikke.
Imens havde kamelen fundet et væltet træ,
som den nu med alle kræfter
forsøgte at skubbe hen mod flodhesten,
der kun havde hovedet over sandet …

– Grib fat i grenene, hylede aben skræmt,
skynd dig!

Men flodhesten kunne ikke bruge forbenene,
der blev holdt nede af det tunge sand.
– Brug munden … for fanden da, hylede aben.
Tænk dig dog om dit store drog!

Flodhesten ræsonnerede, at det var vigtigere
at redde livet, end at reagere på fornærmelsen,
og med den store mund lykkedes det ham
at få fat i en af grenene.

– Hold fast, skreg aben,
mens kamelen skubbede til træstammen,
så den nærmede sig kanten af hullet.

Kort tid efter sad flodhesten på sikker grund …
han stønnede efter anstrengelserne
og kiggede taknemmeligt på sine venner:
– Der var bud efter mig, sagde han så.

Aben og kamelen kiggede på ham,
og da han havde fået vejret igen, sagde aben:
– Kære ven, frihed er vigtig for os alle,
men husk … når du beder om den,
følger der ansvar og konsekvens med.
Din frihed giver ikke mening,
hvis den berøver andre deres.

Igen plirrede flodhesten med de små øjne …
så nikkede han og lod som om han forstod
abens ræsonnementer …
Og så gik de tre venner tilbage ad den vej,
de var kommet fra …
for at hente trækvogn og ejendele.

Flodhesten lod sig beredvilligt spænde for vognen …
han var jo den eneste, der kunne trække den.
Aben fandt en behagelig plads på toppen af læsset,
hvorfra han kunne spejde fremad og holde vagt,
og kamelen sikrede bagtroppen
med sit gyldne overblik … og skubbede i øvrigt på,
når flodhesten indimellem var ved at miste pusten.

Og sådan fandt de igen sammen på livets vej …
aben, der hed ’Ansvar’,
kamelen, der var døbt ’Konsekvens’ …
og flodhesten med navnet ’Frihed’.

Da de stoppede om aftenen,
og lå og hvilede sig i kanten af en skov,
sagde flodhesten eftertænksomt til aben:
– Nu forstår jeg det, du sagde i formiddags …
Friheden vandrer aldrig alene, vel?

Kamelen og aben kiggede på hinanden og smilede.
Så sagde kamelen:
– Kære Frihed, du er en meget klog flodhest.

Og på trods af,
at de var tre meget forskellige størrelser,
rykkede de sammen og forsøgte på bedste vis
at give hinanden et kram.