Baggrund

Om “#7. Ode til Uffe”.
I starten af 90’erne blev jeg så træt af politikere, at jeg lovede mig selv at stemme på den første, der indrømmede, at han/hun havde taget fejl – uanset partifarve. Jeg kom ikke til at indfri det løfte, før i 2015. Da Alternativet stillede op til FV.

Alternativet satte en ære i at indrømme, at man ikke kan være alvidende. De havde ovenikøbet indskrevet i deres partiprogram, at de forbeholdt sig ret til at tage fejl. Da blev jeg nødt til at indfri mit løfte … og jeg gjorde det med glæde.

Dette digt blev jeg inspireret til, da jeg så Uffe hos Lippert på TV. Det var samme dag, som Alternativet havde bekendtgjort, at Uffe ville være partiets forslag til statsminister ved valget i 2019.

#7. Ode til Uffe

TID 2018.07.23 22:11:31
RUM 54.772596 12.060313

Et lille kryds. Det føles rigtigt.
Jeg er kommet hjem. Her er trygt og godt. Det er her, jeg hører til.
Ting kan måske ændres? Jeg mærker optimisme. Jeg mærker håb.

Et håb om forandring. En fair fight.
En fight … uden fortiede sandheder og vildledende løgne.
En fight for resultater, ikke for magt.
En fight for os alle, ikke for de få.

Jeg er kommet hjem.
Hjem til de værdier, der betyder noget.
Hjem til holdninger, jeg kan spejle mig i.
Og hjem til en måde at føre politik på, der giver mening.

Men hvad med detaljerne, spørger du? Hvad med dit? Hvad med dat?
Jamen kære, når de store linier er på plads, er detaljerne uinteressante.
Dem overlader jeg trygt til eksperterne.

Og eksperterne gør det godt.
Når Uffe kommunikerer, lades ikke et hjerte i ro.
Folkeforførerens virkemidler ligger ubrugte i skuffen.
Han hverken sælger eller overtaler. Han fortæller.

Han fortæller, så jeg glemmer uenighed om ligegyldige detaljer.
Med brede strøg og tynde streger skitserer han vejen.
Fantastiske visioner om en bæredygtig verden med plads til alle.
Uden bagtanke og uden hovmod.

Men stærkest er dog gaven fra det ærlige hjerte.
Den, som til alle tider og i alle rum, har bevæget mennesker.
Han giver os håb.

Så jeg retter mig op. Finder modet. Og tager med på rejsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *