Science fiction har altid fascineret mig … ikke tanker om mærkelige væsener på fremmede kloder. Men derimod fantasier om menneskets udvikling igennem kommende årtusinder … hvor vidt kan vi drive det?
I min 3. alder havnede jeg så i Klint … på Martinus Center. Martinus som skrev om kosmologien og det levende univers … hvem styrede lige min vej derhen?? Så nu hvor jeg er begyndt at skrive oder, må jeg selvfølgelig også beskæftige mig med universet … med kosmos.
Men – hvis jeg vil virke troværdig – kan jeg jo ikke bare skrive om det … jeg må derud og se med selvsyn, hvordan tingene hænger sammen. Så jeg så mig om efter et transportmiddel … og jeg fandt det lige foran mine egne øjne. I skovkanten nede ved stranden, hvor jeg færdes hver dag.
Læs med her …
#30. Marcel i træet
TID 2019.03.20 17:27:19
RUM 54.766888 12.054998
Marcel fortalte mig denne historie.
– Du behøver ikke tro på den, sagde han.
Men jeg sværger … jeg har oplevet det.
Og så begyndte han at fortælle …
Jeg har et træ i skoven – nede ved stranden.
Jeg kom forbi en dag og hørte hende kalde …
træet altså … det er en kvinde.
Der lå en tilspidset pind og en håndstor sten.
Jeg tænkte: De hører sammen.
Så jeg bankede pinden i jorden lige op ad træet.
– Nu kan I stå der og hygge jer, sagde jeg,
indtil jeg ikke er mere … og længe der efter.
Og hver dag, når Snar og jeg går tur ved stranden,
står jeg med armen om mit træ og kigger ud over vandet.
Og hun giver mig lidt af sin ro.
Men, fortsætter Marcel. En dag er det anderledes.
Hun siger: Kom nærmere.
– Men jeg er jo helt tæt, siger jeg.
– Kom nærmere … kom bare nærmere.
Og jeg mærker, hvordan mine molekyler siver ind i barken,
og stille og roligt fletter sammen med træets molekyler.
Jeg glider længere og længere ind, til jeg er helt opslugt.
Jeg kan mærke min krop, men jeg er helt i et med træet.
– Hvad med min hund? Hvad med Snar, spørger jeg.
– Kald på hende, siger træet.
Jeg fløjter og langsomt kommer Snar ind til os.
Og så begynder en fantastisk rejse.
Vi kigger ud over havet. Ser uendeligt langt.
Kigger ned under vandet og op over skyerne.
Ud i kosmos og forbi kosmos … ud i det,
som vi mennesker aldrig har forstået … uendeligheden.
Alting hænger sammen … i de smukkeste mønstre.
Alt er logisk. Alt giver mening. Er såre enkelt.
Og en lille smule guddommeligt.
– Kan du lide det, spørger træet.
Jeg nikker kun. Jeg er alt for rørt til at svare.
Jeg fornemmer, at tiden går … årene går … måske årtier,
mens træet, Snar og jeg rejser gennem altet.
En dag siger træet: Nu er det vist tid.
Du skal tilbage. Du har en mission.
Jeg bliver opmærksom på gammelkendte lyde og dufte.
Og uendeligt langsomt siver Snar og jeg
ud af vores dejlige, kærlige træ … ud i vores skov.
Jeg kigger på min mobil – den er stadig fuldt opladet:
20. marts 2042.
– Det er vildt, tænker jeg. Treogtyve år i et træ.
Og jeg er stadig fit-for-fight. Ja mere end nogensinde.
Kærligt lægger jeg en hånd på træet og siger:
– Ja … i sandhed. Jeg har en mission. Tak.
2018-11-17 11:59. Jeg gik mod syd fra Garretvejen … på stranden. Pludselig mærkede noget, der ligesom trak i mig inde fra skovkanten. Nej, tænkte jeg. Jeg skal videre … hen til åen. Men jeg kiggede igen og kunne mærke tilskyndelsen.
Så klatrede jeg de få meter hen over stenene. Der stod et træ på kanten af skoven og stranden. Ved siden af lå en pind, der var spidset til i den ene ende, og en sten, der kunne passe i min hånd.
De skal være sammen, tænkte jeg. Så jeg tog pinden og slog den i jorden så tæt på træet, som jeg kunne. Der kom ikke nogen “tak”, men jeg tænkte: Jeg har gjort, hvad jeg kunne. Nu kan de stå der og snakke eller, hvad træer og pinde nu gør, indtil jeg ikke er mere … og så videre …
