Agnetha Freud blev født i Ystad i 1992. Som alle andre på den tid og i den del af verden nød hun livet og havde store forhåbninger til det. Men …
Men menneskene lukkede ører og øjne for de mange advarsler, som planeten gav os. Vi ønskede ikke at give afkald på de goder, som vi havde tilkæmpet os gennem århundreder … heller ikke, selvom goderne som oftest var opnået på bekostning af andre.
I 2086 er Agnetha 94 år gammel … her er hendes sidste dagbogsnotat.
Dagbogsnotater fra Agnetha Freud:
#29. Agnetha Freuds dagbog II
TID 2019.03.14 12:55:10
RUM 54.772260 12.047787
Mit navn er Agnetha Freud.
Jeg bor i Ystad i Sverige. Ja, vi kalder det Ystad,
selvom bygden ligger 100 km længere inde i landet,
end den gamle, oversvømmede by, jeg boede i som barn.
Jeg fyldte 94 år i går.
Og alene af den grund har jeg oplevet mere end de fleste.
Jeg har skrevet dagbog hele mit liv.
Og selvom der er lange perioder,
hvor det ikke var muligt at skrive,
så føler jeg, det er vigtigt nu … at gøre bogen færdig.
Vi bor i en lille hytte af træ og genbrugsting.
Vi … det er bare min søn og mig.
Vi arbejder med at dyrke jorden, og han går på jagt.
– Det er hårde tider, siger han. Vi mister meget af høsten,
fordi vejret er voldsomt og uforudsigeligt.
Også jagten er uforudsigelig … de store dyr er væk.
Haresteg er en festmiddag over flere dage,
men for det meste er vores kød fra små gnavere.
Livet startede så godt i dette smørhul på jorden,
og jeg nød det til fulde i næsten 50 år.
Men så kom feberen … den første katastrofe.
Den tog min mand, to af børnene og 1 milliard andre.
Og 20 år senere kom skælvene. 3 milliarder døde.
– Nu er vreden dulmet en smule, tænker jeg.
Det virker, som om kloden har fået raset lidt af.
De mennesker, der er tilbage, er begyndt at fatte mod.
Begyndt at tro på, at verden kan bygges op igen.
Det er jo det, vi mennesker kan
…. tilpasse os, når alt er sort.
Vi samles i små enklaver … i Ystad er vi nok 300,
og folk er begyndt at tale om infrastruktur.
Om at vi må have nogle myndigheder og en regering.
Men mange er bange for, at det bliver ligesom sidst …
myndigheder, der regerer uden om folket.
Magtpersoner, der er så meget i systemernes vold,
at de ikke kan andet end at føre os mod katastroferne.
Men jeg tror, at kloden har givet os en chance mere.
Den håber, vi har lært, at jorden ikke er vores.
At vi bare har fået lov til at være her.
Den håber, vi har lært, at der er en grænse for alt,
og at ulighed og grådighed fører os hastigt mod den.
Den håber, vi har indset, at livets virkelige hensigt
er næstekærlighed, glæde og omsorg for alt.
Og at menneskets uforlignelige skaberkraft
vil rette sig mod at bygge en verden på disse ord.
For så vil menneskets vej aldrig slutte.
Men min vej … den slutter her.
Agnetha Freud
13. marts 1992 – 14. marts 2086
